EM i fodbold

'Du er ikke stor nok, du er ikke hård nok'

Som lille blev Antoine Griezmann skudt i skoene, at han var for spinkel. Nu er hans lille størrelse et våben, som skal give fransk EM-succes.

- Han er ikke stor nok, han er ikke hård nok, han er ikke kraftig nok.

Antoine Griezmann

Navn: Antoine Griezmann
Land: Frankrig
Født: 21. marts 1991
Position: Angriber
Antal landskampe pr. 1. april 2016: 26
Antal landskampsmål pr. 1. april 2016: 7
Klub: Atlético Madrid
Tidligere klubber: Real Sociedad (2009-2014)
Titler: 1x U19-EM (2010) og 1x spansk Super Cup-vinder (2014/15)

Sagt om 175 centimeter Antoine Griezmann for år tilbage. Nu er han en af forårets mest hypede spillere, eftertragtet af de største klubber i Europa og franskmændenes håb ved EM til sommer.

En såkaldt alsacianer - det er man, når man kommer fra Alsace. Derfor hans tysk klingende efternavn. Spilleren med det enestående, nærmest magiske venstreben, et antrit uden lige, tekniske kvaliteter og en beslutsomhed, der giver kasse.

Det havde de ikke meget til overs for hos en række franske fodboldakademier, da han fra klubben i Macon præsenterede sig rundt i landet. Antoine faldt på fysikken.

Han var på prøve i Montpellier som 14-årig, og det var i en ungdomsturnering, at en spejder fra Real Sociedad fik øje på hans talent og tilbød ham en uges ophold i Baskerlandet. Det var hr. og fru Griezmann ikke meget for, men alligevel drog knægten fra Bayonne over grænsen til det spanske.

Real Sociedads Antoine Griezmann i duel med Barcelonas Lionel Messi den 12. december 2010.

Og selv om opbakningen hjemmefra selvfølgelig altid har været der et eller andet sted, så var det ikke med forældrenes gode vilje, at Antoine længe før bumserne meldte sig ønskede at blive optaget på fodboldskolen i Macon.

Som på en anden kostskole blev han sendt af sted, men hver gang faderen hentede ham i det lille fly fra fodbolden, var det med ordene:

- Synes du ikke, du skal vende hjem igen?

- Nej, var knægtens svar.

Han ville være fodboldspiller, professionel fodboldspiller. Men uanset hvor han kom hen, var den manglende fysik i vejen.

- Så jeg måtte kompensere ved at blive hurtigere, udføre driblinger i højere fart, i det hele taget komme væk fra mine modstandere. Det var hårdt arbejde, har han fortalt til den franske sportsavis L'Equipe.

- Mit store forbillede var David Beckham. For hans præcision i afleveringerne, men ligeså meget for hans optræden uden for banen. Det har jeg forsøgt at kopiere. Men det fodboldmæssige ville jeg ikke - jeg ville have min egen stil.

Andre der havde Antoines bevågenhed var Zinedine Zidane, David Silva og FC Barcelonas Andrés Iniesta. Sidstnævnte er nok den spiller, franskmanden mest har forsøgt at efterligne. Og i det hele taget har hans beundring været stor - og er det stadig - for FC Barcelona, specielt under Pep Guardiola (2008-2012). Derfor paradoksalt, at det var Griezmann, der tog livet af catalonierne i dette års Champions League med to mål i semifinalekampen på Atletico Madrids hjemmebane, Vicente Calderon.

Det vidste du ikke om Griezmann

Antoine Griezmann spillede sin kamp nr. 100 for Atlético Madrid, da hovedstadsklubben mødte Athletic Bilbao i La Liga den 20. april 2016.

Men tilbage til Antoines ugelange besøg i Real Sociedad, som mundede ud i et fast ophold på talentskolen. Der gik fire år, inden han fik debut på det bedste hold - fire kampe, fire mål, og så var der taget hul på karrieren for alvor.

Det blev så Atletico Madrid i 2014 efter en sæson i Sociedad med 16 mål i 35 kampe - og en række assists. Griezmann fik succes under manager Simeone, ikke mindst fordi han er så vigtig i madrilenernes kontraspil, men også fordi han bevæger sig taktisk klogt også i den defensive organisation.

Og han scorer og scorer og har overhalet to andre franske storheder med succes i det spanske gennem tiderne: Zidane og Thierry Henry samt fransk-marokkaneren Larbi Benbarek, der i 50'erne lavede mange mål for Atletico Madrid.

I kan selv se, hvad han kan. Men bare vent til han bliver voksen.

Diego Simeone, cheftræner Atletico Madrid

Nu er det Benzemas snart 100 mål for Real Madrid, Griezmann jagter. Og så succes med det franske landshold ved EM på hjemmebane. Benzema er sat udenfor rent disciplinært, og det har sat duoen Giroud-Griezmann i fokus. Med Griezmann hængende lidt mod venstre.

Den succes han har haft i denne sæson, har fået den franske landstræner Didier Deschamps til at løfte overliggeren med hensyn til ambitionerne på hjemmebane.

- Han kan føre os langt.

Griezmann har i skrivende stund spillet 26 landskampe i den blå nationaldragt og lavet syv mål.

Han var med ved VM i Brasilien for to år siden uden at score. Dengang havde Frankrig flere mulige alternativer i offensiven med Benzema som førstevalg, Giroud, Valbuena, Ribery og Griezmann. Sidstnævnte fik chancen, da Ribery blev skadet. Frankrig nåede kvartfinalen, hvor de tabte til Tyskland.

Om Griezmann skal spille i venstre side eller lige bag Giroud er endnu usikkert. Flere ser ham også som den forreste i en diamant på midtbanen, fordi hans alsidighed er så stor og også rummer fornuftigt spil i banens bredde. Men det er hurtigheden og de tekniske kvaliteter, der skal udnyttes. Og så det fremragende venstreben.

Ingen tvivl om, at Antoine Griezmann bliver en central figur under europamesterskabet. De fleste eksperter havde set ham som den tredje musketer i offensiven med Benzema og Valbuena. Nu tyder meget på, at det bliver Giroud og Griezmann, der skal skabe succes.

Antoine Griezmann og Olivier Giroud under Frankrigs træning på Stade de France den 28. marts 2016.

I Atletico er Diego Simeone lykkelig for, at Griezmann ser ud til at blive i klubben, selv om navnlig de store engelske klubber og franske Paris Saint-Germain er ude med de store pengeposer. FC Barcelona forsøgte i 2011 at hente franskmanden under Guardiola, men det blev altså Atletico.

Griezmann har en stor stjerne hos Simeone, der griner lidt af de tidligere betegnelser som "for lille, for fysisk svag". På et pressemøde før kampene mod FC Barcelona i Champions League blev Atletico-træneren bedt om at beskrive Griezmann:

- I kan selv se, hvad han kan. Men bare vent til han bliver voksen.

Antoine Griezmann er 25 år.