Her er den sande Superligastilling

16x9
SønderjyskE-spillerne jubler efter en scoring i Superligaen. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Kommentar: Hvis man bedømmer de 12 Superliga-hold ud fra deres forudsætninger og ikke kun på den absolutte stilling, får man det sande billede.

Mange steder arbejder man med en såkaldt powerranking, når man skal se på en fodboldliga her og nu. Det er en rangering af holdene i en given turnering ud fra, hvor stærke de er lige nu. Det vil sige, at AGF kan ligge højt, hvis holdet har vundet de seneste kampe og har fokus på mere succes, selv om holdet stadig kun ligger nummer 9, 10 eller 11.

Det er afgjort interessant. Men for sådan et aldrende selvbestaltet orakel næsten helt uden portefølje som undertegnede, vil det altid handle om den sande præstation. Hvor dygtig har lederen og organisationen været i forhold til de forudsætninger, de har for at skabe en succes.

De klassiske eksempler er, at Real Madrid kan ende som en moderat succes, ja nærmest på kanten af en skuffelse, hvis man i denne sæson ender som nummer 2 i Champions League og nummer 2 i La Liga. Man vil tale om, at holdet ikke vinder titler.

Omvendt er Leicester City formentlig for adskillige generationer fremover selve arketypen på den maksimale præstation i forhold til præmisserne. Den behøver jeg vist ikke uddybe.

Det er det filter, jeg i dag vil prøve at trække ned over Superligaen. Det vil være en præstationsbedømmelse, hvor holdene bliver bedømt på de præmisser, de har. Disse handler om to faktorer:

1: Den økonomi, der er til rådighed for at lønne spillerne, hvor FC København ligger alene i niveauet 100 mio. kroner pr. sæson til løn og afskrivninger. Altså dels de direkte lønomkostninger til spillere, dels de transferbeløb, der afskrives over kontraktperioden, så det også udtrykker, at FC København har råd til både at betale Federico Santander mere end 300.000 kr. pr. måned og afskrive på den prisseddel, der hed 18 mio. kroner for købet af ham.

2: Og så det organisatoriske ståsted, hvor klubben befinder sig. Det er en lidt mere diffus størrelse. Men det er reelt en større præstation at rykke AGF og OB ud fra årevis med problemer end at rykke velsmurte AaB, selv om AaB har et mindre budget end holdene fra Aarhus og Odense.

Så her kommer det, jeg tillader mig at kalde den sande Superligastilling, hvor præstationen bliver bedømt. Hver hold får en karakter på en skala fra 12 til minus 3.

FC København 10

Karakteren er givet for sæsonen, altså ikke i nævneværdig grad påvirket af øjebliksbilledet af den flove indsats i Hobro søndag eftermiddag. Ja, FCK skal vinde med det største budget. Men vi har også set i perioden efter 2011, at det ikke er nogen naturlov. Umiddelbart vil et mesterskab til FCK blive bedømt til et 7-tal, fordi det er efter bogen, men fint.

Når vi så her uddeler et 10-tal, er det fordi mesterskabet er opnået overbevisende, fordi det er ledsaget af en pokaltitel og især fordi det peger frem mod en europæisk gearing, som giver visse forhåbninger på vegne af Ståle Solbakkens hold. Uagtet Hobro..

I bedømmelsen af præstationen ligger som det helt centrale parameter også evnen til at få individerne til at vokse. Det handler om at rykke William Kvist til sit bedste niveau, at føre Thomas Delaney frem til en position som kommende landsholdsanfører, at løfte Mathias Zanka Jørgensen til landsholdsniveau og få Erik Johansson og Ludwig Augustinsson gjort til nye præstationsmæssige kulturbærere med international klasse.

Det er summen af disse vækstkurver hos de enkelte både spillere og nøglepersoner i staben rundt om holdet, som skaber den samlede præstation.

SønderjyskE 12

På den normale Superligastillings 2. plads finder vi så den absolutte toppræstation. På et budget, der udgør cirka en fjerdedel af FC København, en tredjedel af Brøndbys og formentlig under halvdelen af FC Midtjylland finder vi SønderjyskE.

Rigtig godt funderet på en sund kultur, en selvforståelse, der bærer ydmygheden, kollektivet og præstationen i sig. Men også en kultur, som måske nok søger fremskridtet, men ikke bærer et indbygget behov for et resultatmæssigt kvantespring i sig. Oven på dette har Jakob Michelsen og sportschef Hans Jørgen Haysen så skabt netop dette kvantespring op til medaljer, Europa og det store rampelys.

Det er en overpræstation af næsten Leicester-lige dimensioner, men det er også en præstation, hvor man ikke bare venter på, at holdet punkterer og falder tilbage til 10. og 11. eller måske endda 12. og 13. pladser i den nye struktur, men bliver et hold, der næppe melder slutspilsmålsætning, men snarere slutspils-drømme eller –forhåbninger ud. Og der er forskel. Vi andre kan så være spændt på at se, hvor profiler og træner går hen og hvad det indebærer for forventninger til slutspil i den nye struktur.

Men her er ligaens absolutte vinder på den sande præstation.

FC Midtjylland 7

Den her er svær. Vi kigger tilbage på en sæson, der rummede store europæiske præstationer, men skabt og grundlagt på en vinderkultur fra forrige sæson. Den indeværende sæson svæver fortsat i en uvished om det egentlige europæiske mål. Og vi andre kan så tvivle på, om holdet på samme måde som FC København har kurs mod at kunne præstere igen i Europa.

Jess Thorups hold svinger fortsat meget i præstationerne. Vi ser heller ikke som hos SønderjyskE og FCK en række enkeltspillere, hvis kurver stiger i præstationen. Og alene derfor er det samlede resultat også tættere på at udløse et 4-tal end et 10-tal for præstationen.

I præstationsledelsen er det bekymrende, at et stjerneskud som Pione Sisto synes nærmest at vantrives, men lige så vigtigt, at Jakob Poulsen og til dels Tim Sparv ikke står som de sikre støtter, der bærer holdet og løfter sig, når det er nødvendigt. Så Jess Thorup kan trods fint comeback mod Randers ikke siges at være landet entydigt på en hylde, der indgyder tillid og skaber store forventninger til næste skridt.

Brøndby 4

Alene bedømt på det økonomiske potentiale og det næststørste budget er Brøndby tæt på at dumpe. Holdet spiller mandag mod Viborg og flirter fortsat med den officielle målsætning om en medaljeplads eller mere nutidigt en plads med Europa indenfor rækkevidde.

Bedømt på det kulturelle er det interessant at se på det seneste halve år, et ydmygt transfervindue og tilløbet til en ny strategi. Her er der lyspunkter, mulig retning og en begyndende tillid til Troels Bechs projekt i ny rolle som sportsdirektør. Han flyver fortsat på et hullet kludetæppe af dyre og billige spillere i et markant blandet udtryk for strategisk slingrekurs.

Thomas Frank havde en - tør vi godt sige - historisk åbenlys manglende tillid fra en afsporet bestyrelsesformand, men tog Brøndby næsten up-where-we-belong ifølge selvopfattelsen. Auri Skarbalius har igen løst en svær opgave med stor ydmyghed og lavet simple, effektive løsninger.

Forude venter Alexander Zorniger, ny strategi, et noget anderledes hold og helt sikkert en meget anderledes stil.  Brøndbys mere ydmyge strategi rummer mange rigtige elementer, men er overordentlig vanskelig at udføre.

4-tallet gives for stadig at være en faktor, men der kan alene på lønbudgettet anføres argumenter for lavere karakterer.

AaB 7

Den her er formentlig så kontroversiel, at jeg vil finde AaB-tilhængere, der synes, at bedømmelsen er for høj. Især fordi jeg var klar til at skrive den op til et 10-tal, hvis AaB havde presset sig ind på bronze-pladsen. Det løb synes at være kørt med det overraskende og skuffende nederlag til Esbjerg.

Men som med SønderjyskE snakker vi her om et budget, der med sine 25-30 mio. kroner i løn og afskrivning er på en fjerdedel af FCKs budget, godt en tredjedel af Brøndbys og under det halve af FC Midtjyllands.

AaBs efterĂĄr var tæt pĂĄ at være til et 12-tal pĂĄ den baggrund som ligaens mest scorende hold og som det, vi forventede skulle være førsteudfordreren til FC København. ForĂĄret præger karakteren markant nedad, hvor magien omkring Spalvis og Enevoldsen blev brudt og hvor det flydende spil ligeledes  endte i den hakkende bane.

Men selv med det, der kan ligne den tredje 5. plads på fire år, er AaB en strategisk succes og gør meget af det, som de andre hold siger, at de vil gøre: Basere sig på talentudvikling og stærke værdier – og endda med en væsentligt lavere investering i talentarbejdet end for eksempel Brøndby.

Randers 7

Her er karakteren især givet til træner Colin Todds ledelsesarbejde. Han har været stejl, han har flirtet med det illoyale, men den fodboldmæssige præstation er flot i en uhyre turbulent sæson, hvor han dels blev skrevet halvvejs ud af manuskriptet, dels endte i en konflikt, som er svær at finde i de trænermæssige lærebøger.

Randers kan fortsat ende udenfor top 6, men mit bud er, at Randers skal ramme meget plet med Todds afløser, hvis holdet skal blive et af de seks slutspilshold i den kommende sæson.

OB 7

Igen en karakter, der kan forekomme en anelse kontroversiel. OB bør være et top 5-hold bedømt på præmisser og budget, men udgangspunktet er også strategisk slingrekurs, en ikke-etableret velfungerende kultur og sæsoner i den tunge ende. Her peger pilen op, også selv om OB har tabt til Hobro og SønderjyskE i de seneste kampe.

Der er tillid til Kent Nielsens arbejde, og makkerskabet med sportschef Jesper Hansen synes i sync.

Omvendt er det også eksamenstid for alvor i den kommende sæson. Her skal OB være et slutspilshold – og den opfattelse bliver udfordret af det klumpspil, der bliver i forventningerne hos hold som AGF, FC Nordsjælland, Esbjerg ud over sædvanlige bejlere som Brøndby, FCM, FCK og AaB. Og hvad med SønderjyskE. En uhyre spændende sæson venter.

FC Nordsjælland 4

En gratis sæson, siger man. Et stort skifte i vinterpausen fra Allan K. Pedersen og Olafur Kristjansson til Tom Vernon og Kasper Hjulmand.

Hjulmand skulle ikke umiddelbart præstere i foråret, men han skulle skabe tillid. Det har han og holdet gjort, men umiddelbart i for få kampe. En stjernestund mod FC København gør det ikke alene.

Der er paralleller til Ståle Solbakkens comeback i FC København. Umiddelbart er FCNs kultur stærkere eller rettere mindre beskadiget end i FCK, men parallellen handler om, at det tager tid at etablere det, der skal holde i flere år fremad. De færreste tvivler på Hjulmands, Carsten V. Jensen og Jan Laursens kompetencer til at udføre det, men præstationerne på banen savner den retning, der gør, at tilliden kan bære et 7-tal.

AGF 4

Av, nu bliver det svært igen. De 5 seneste kampe inklusive pokalfinalen mod FC København peger mere frem og giver mere tydelig retning for den kommende sæson end tilfældet er med FC Nordsjælland – de to spillede i øvrigt en underholdende, men besynderlig 3-3 kamp denne weekend med Morten 'Duncan' Rasmussen som den store helt.

Glen Riddersholm skal skifte meget ud på sit hold, og han skal i modsætning til tiden i FC Midtjylland præstere en mere stejl kurve i AGF frem mod højere forventninger.

Men den samlede Superligasæson og AGFs forår med store udsving gør, at karakteren ender på 4 og ikke 7.

Det er min fornemmelse, at Riddersholm har fat i rigtigt mange håndtag, som ikke kan ses på resultaterne her og nu. Og jeg er på den baggrund fristet af 7-tallet. Undertegnede rynker heller ikke på næsen, når træneren taler sit processprog. Faktisk ville jeg ønske, at flere sportsjournalister prøvede at forstå, at præstation er andet end det, man ser på resultattavlen. Men det er nok for meget at forlange..

Viborg 10

Hvis vi nu antager, at Viborg har det næstlaveste lønbudget (foran Hobro) og er oprykker, så var Johnny Mølbys mandskab imponerende hurtige til at sikre sig overlevelsen, og holdet har ligeledes været en svær modstander for mange større hold og vist et potentiale, som aftvinger stor respekt.

Mandag aften møder Viborg Brøndby og har stadig en 8. plads indenfor rækkevidde. Men selv med den aktuelle 10. plads er der grund til at anerkende Viborg på et budget på formentlig i omegnen af 20 mio. kroner.

Også fordi man fornemmer, at Mølby kan tage holdet et skridt videre og at den indløste Superliga-billet ikke ligefrem blev sikret på de yderste marginaler.

Bare lige for at få proportionerne på plads. Tipsbladet anslog tidligere i år Esbjergs budget til at være tæt på det dobbelte af Viborgs. Så derfor er vurderingen af selve præstationen, at der er tale om rigtig flot trænerarbejde.

Esbjerg 2

Flot sejr over AaB. Men føj for en sløj sæson med kolossale udsving. Og lige som man troede, at Jonas Dal endelig havde fået sat pickup’en i rillen og fundet  et forsvar, der kunne forhindre modstanderne i at score, fulgte en ny sløj periode. Esbjerg vurderes til at have et top 6-budget, men har døjet med både en utilstrækkelig organisation og en beskadiget kultur, som Jonas Dal har kæmpet med at rydde op i.

Stor eksamen venter efter sommerferien. Jeg er umiddelbart – trods sejren søndag – mere fortrøstningsfuld på AaBs, OBs og SønderjyskEs vegne. Og i hvert fald to af de nævnte vil fortsat have mindre budgetter til rådighed end Esbjergs.

Hobro 4

Nej, det er ikke dumpet, men det kunne det have været. Sæsonen var den enormt svære 2’er, hvor Hobro ikke bare skulle leve op til den formidable debutsæson, men også foretage et organisatorisk skifte mod vilkår, der matchede konkurrenterne. Og oven i kom så udskiftningen af Jonas Dal og store udskiftninger i truppen.

Når det så ikke er et 2-tal, er det faktisk ikke bare på grund af to sejre over OB og FC København i de seneste kampe, men i lige så høj grad, fordi Ove Pedersen gradvist fik bygget på, så Hobro trods mange nederlag og trods store problemer med at holde niveau i 90 minutter, faktisk gradvist blev et bedre og bedre fodboldhold.

Når man rykker ud, er det afgørende, hvilken smag, der er i munden. Er det en Aston Villa-smag a la opløsning eller er det en ’high note’, hvor man nærmest glæder sig til at komme i gang med næste sæson, fordi fundamentet allerede synes etableret til en ny udfordring. Med Hobro vil det meget være det sidste.

Derfor et 4-tal.