Tofts karakterbog: Ingen tvivl - han er Aggers afløser

16x9
Jannik Vestergaard spillede ikke sin bedste landskamp, men er efter Flemming Tofts mening Daniel Aggers afløser på landsholdet. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Kasper Schmeichel var Danmarks bedste spiller ifølge Flemming Toft, der giver lav karakter til Pierre-Emile Højbjerg.

Danmaks tredje landskamp under Åge Hareide så længe ud til at blive en sikker sejr over Bosnien Hercegovina.

I træningsturneringen Kirin Cup kom Danmark foran med med 2-0, men så sneg fejlene sig ind. Kampen endte 2-2, selv om bosnierne måtte spille de sidste 20 minutter en mand i undertal.

TV 2 SPORT's fodboldkommentator Flemming Toft overværede kampen på stadion i Japan, og han kårer Kasper Schmeichel til Danmarks bedste i kampen.

Samtidig har spår han Jannik Vestergaard en stor fremtid på landsholdet, selv om det langt fra var Werder Bremen-spillerens bedste kamp.

- Han virkede rolig og hele tiden med omtanke i sine handlinger. Men han har problemer, når der er hurtige fødder over for ham. Ingen tvivl dog; han er Aggers afløser. Der er så meget potentiale, skriver Flemming Toft i sin karakterbog, som du kan se herunder.

Flemming Tofts karakterbog
Karakterskalaen
5
Høj klasse
4
Over middel
3
Middel
2
Under middel
1
Ikke godt
0
Direkte skidt
UB
Kan ikke vurderes
Kasper Schmeichel
Kampens spiller
4
Vel nok bedste dansker med sikre hænder. Dirigerede og virkede hele vejen igennem koncentreret. Målene, tja. Han havde ikke reel indflydelse - det var to forsvarsfejl foran ham, der gav to bosniske mål.
Henrik Dalsgaard
2
Indledte egentlig meget fint, selvom han for sjældent rushede igennem på højrekanten. Tabte en afgørende duel ved det andet bosniske mål.
Simon Kjær
2
Lagde for som en af de bedste med et par skarpe diagonalafleveringer. Så kom der mærkeligt nok lidt usikkerhed i markeringerne og pasningerne. Men holdt sig godkendt, indtil han tabte Milan Duric i markeringen ved det første bosniske mål.
Jannik Vestergaard
3
Flot første start fra den lange Vestergaard, der virkede rolig og hele tiden med omtanke i sine handlinger. Men han har problemer, når der er hurtige fødder over for ham. Ingen tvivl dog - han er Aggers afløser. Der er så meget potentiale. Hans præstation skal også læses af skaden i hovedhøjde ret tidligt.
Andreas Christensen
3
Det er så disciplineret og balanceret, det han foretager sig. Meget ofte retningsbestemt i sine handlinger. Lidt placeringsvanskeligheder ind imellem, men også her megapotentiale.
Riza Durmisi
3
Med i begge danske mål. Og spillede en rigtig god første halvleg, men faldt sammen i det defensive efter pausen. Kvikke fødder - men de skal vende begge veje.
Pierre-Emile Højbjerg
1
Virkede underligt tung og slet ikke i det sædvanlige hopla. For mange fejlafleveringer og forkerte beslutninger. Meget ærgerligt, for han er udset til en nøgleposition på fremtidens landshold. Udskiftet efter en time.
Thomas Delaney
2
FCK-anføreren fik aldrig fat på samme måde, som vi har set hele sæsonen. Han kom på mellemhånd og havde flere mislykkede afleveringer. Lidt positionsforvirring. Træt? Delaney? Svært at tro det. Havde et godt venstrebensspark i begyndelsen. Udskiftet i pausen.
Christian Eriksen
4
Luntede ind imellem rundt (måske efter en lang engelsk sæson), men det var ham, der lavede det “geniale”, det usædvanlige. Var med i begge danske mål. Sparket der blev halvklaret til Kjærs scoring og opspillet via Durmisi til Fischers mål.
Morten 'Duncan' Rasmussen
2
Han arbejdede hårdt og meget. Stor ros for det. Havde et godt forsøg med hovedet i begyndelsen og en meget stor chance i første minut efter pausen. Det trækker fra. Og så virkede han ikke helt så landsholdshurtig.
Viktor Fischer
3
Fik chancen fra start i sidste øjeblik, da Lasse Vibe blev skadet under opvarmningen. Han løb meget, måske også for meget - for ind imellem løber han fra aftalerne. Men energi skal generelt prises, og så var han der på returbolden til 2-0 målet.
William Kvist
3
Kom ind i den sidste halve time og fik bragt lidt orden i positionsforvirringen. Men nåede ikke at udrette det helt store. Dog bemærkede jeg hans store rutine.       
Mike Jensen
2
Afløste sin svoger Delaney efter de første 45 minutter. Men det var som om, han aldrig fandt sin plads. Og så kom der forkerte beslutninger. Stor energi, som sædvanlig.