EM i fodbold

Zlatan Ibrahimovic - mere end Guds gave til verden

Zlatan Ibrahimovic nægtede Danmark adgang til EM. I stedet skal han bidrage til et godt svensk resultat i Frankrig, men hvem er han, ham Zlatan?

Hvis du har klikket dig ind på en spillerprofil om Zlatan Ibrahimovic, så kender du med temmelig stor sandsynlighed alle de svulstige citater fra en af fodboldens mest markante personligheder.

Zlatan Ibrahimovic

Navn: Zlatan Ibrahimovic
Født: 3. oktober 1981
Position: Angriber
Antal landskampe: 112 
Antal landskampsmål: 62
Klub: Manchester United
Tidligere klubber: Malmö FF (1999-01), Ajax Amsterdam (2001-04), Juventus (2004-06), Inter (2006-09), FC Barcelona (2009-10), AC Milan (2011-12), Paris Saint-Germain (2012-2016)
Titler: 2x hollandsk mester (Ajax Amsterdam 01/02 og 03/04), 5x italiensk mester (Juventus 04/05, Inter 06/07, 07/08, 08/09, Milan 10/11), 1x spansk mester (Barcelona 09/10), 4x fransk mester (Paris 12/13, 13/14, 14/15, 15/16) og 19 pokaltitler.

Du har hørt om kæresten, der ikke ønsker sig noget til fødselsdagen, fordi hun har Zlatan, om Guardiola, der købte en Ferrari og kørte den som en Fiat og om stakkels John Carew i Norge, der kan jonglere med en fodbold, men 'alt hvad Carew kan med en bold, kan jeg med en appelsin'.

Han er sportens moderne Groucho Marx, fodboldens Muhammed Ali eller Malmös bud på en Yahya Hassan, der ikke kørte af sporet, men bare speedede op. En billetsælger. Et såkaldt gudsbenådet talent. Og en provokatør.

I én person. Og i én dimension.

Og dog.

Er Zlatan Ibrahimovic bare en ghettodreng med storhedsvanvid og sjældent meget at have det i? Er han bare så forelsket i sig selv, som det tager sig ud? Og hvorfor er Zlatan nået så langt med sit selvbillede, når Nicklas Bendtner mere eller mindre altid har kørt karrierens sportsvogn i garage - eller i grøften?

Kunne det tænkes, at Zlatan Ibrahimovic er dybt professionel. Oprigtigt ærgerrig. Og ikke tager ret meget for givet?

Kunne det i det hele taget tænkes, at der er mere til Zlatan Ibramihovic end det, der møder øjet?

Og der er ved Gud meget, der møder øjet. Zlatan Ibrahimovic har måske aldrig vundet Ballon d’Or, han har aldrig vundet Champions League, og han kommer nok heller ikke til at løfte EM-pokalen på Stade de France i Paris med Sverige.

Jeg føler mig ikke sexet. Jeg føler mig farlig. Det kan jeg bedre lide. 'Sexet' er ligesom et sexet legetøj. Nej, fy fan. Det er jeg ikke. Jeg har attitude. Jeg gør intet for at se sexet ud. Det er op til andre at vurdere. Hellere frygtet...

Zlatan Ibrahimovic

Men den 34-årige svensker er på visse parametre en personlighed og en fodboldens figur, der matcher Messi, Ronaldo og Neymar og de spillere, der har vundet de helt store pokaler. Man kan ikke argumentere mod det duo-pol, som Ronaldo og Messi har taget på rivaliseringen om at blive verdens bedste fodboldspiller. De ER de bedste. Men Zlatan transcenderer fodbolden, som også Cristiano Ronaldo og tidligere David Beckham har formået.

Hvem andre kan redde fremtiden for et helt bogforlag, som Zlatan gjorde med Bonniers udgivelse af 'Jeg er Zlatan'? Hvem andre kan få serverne på de største nyhedssite til at gløde, som svenskerne - og alle os andre - oplever, når der er nyt om fænomenet Zlatan?

Den anden side af Zlatan

Det er tankevækkende, at Zlatan Ibrahimovic har vundet 13 ligatitler på 15 år. At han herudover har krydret pokalskabene med yderligere 19 pokaler. Vundet med Ajax, Juventus, Inter, Milan, Barcelona og Paris SG. Og at det kun er i Guardiolas Barcelona, at han for alvor er kommet på kant med sin træner.

Tidl. Barcelona-træner Pep Guardiola giver instruktioner til Zlatan Ibrahimovic den 29. november 2009.

Hvis vi lige skal iføre os et dansk perspektiv, så er det i hvert fald en tankevækkende historik, der giver stof til masser af tanke for en Bendtner-karriere. Eller for den sags skyld for en trænerkarriere som Michael Laudrups. Det er undtagelsen, at svenskeren har været det misforståede geni.

Disciplin og ærgerrighed er det storhedsvanvittige selvbilledes faste ledsager, når det handler om Ibrahimovic.

Når man beder svenskeren pege på en spiller, der har vist vejen efter karrieren, peger han selv på den tidligere PSG-klubkammerat, David Beckham.

- Han har nået højderne. Han er en vanvittig dygtig forretningsmand og har udnyttet sit ansigt på perfekt vis.

David Beckham og Zlatan Ibrahimovic jubler over sejr over Olympique Lyon i Lyon.

De tanker gør Ibrahimovic sig også. Om livet efter fodbolden, selv om han - i skrivende stund - endnu ikke fortalt, hvornår det begynder.

- Du vil vide det, når det sker. Hele verden vil vide det. Det vil være nyheden, lød det i The Guardians gengivelse af et spørgsmål om karrierens afslutning med vanlig pondus.

Men Ibrahimovic bliver aldrig en Beckham som det perfekte ikon. Dog var det opsigtsvækkende, da han i denne sæson flashede en bar overkrop efter en ligakamp mod Caen - en krop, der i ekstraordinær grad var tatoveret. Det viste sig at være en demonstration til fordel for World Food Programme:

- Det var 50 midlertidige tatoveringer. Om lidt er disse tatoveringer væk, men der er stadig 805 millioner mennesker, der sulter i verden. De 50 tatoveringer er navne på virkelige personer, der sulter, fortalte Ibrahimovic til PSG's hjemmeside.

Sådan blev jeg Zlatan Ibrahimovic

Historien om Zlatan Ibrahimovic er den dybt fascinerende historie om ghettodrengen fra Malmø-forstaden Rosengård. Om den uregerlige vildbasse, der blev verdensstjerne, som den fortælles i 'Jeg er Zlatan'-biografien. Det er en version, der siden af anfægtet delvist af Zlatan selv, delvist af barndomsvennen Tony Flygare, der spillede fodbold og brugte fritiden med den senere stjerne.

- Han beskriver sig selv som en vildbasse i bogen, og at jeg også var det. Men sandheden er, at jeg var den vilde. Når Zlatan stjal cykler, så stjal jeg biler. Og han ville ikke sidde med i bilerne. Han var smart allerede dengang. I virkeligheden var han forsigtig og vidste allerede dengang, hvordan man gør det godt her i livet, fortalte Flygare i et fremragende portræt i Dagens Nyheter i 2014.

I den store biografi fra 2011, der har solgt mere end 800.000 bøger, siger Ibrahimovic:

- Jeg var vild. Jeg var en galning og kunne virkelig ikke styre mit temperament. Det var ’high chaparral’, som jeg kalder det. Fuld cirkus.

I det store portræt i Dagens Nyheter for halvandet år siden nuancerede fodboldspilleren det billede, som også handlede om en tørstig far og en mor, der slog.

- Jeg var ikke high chaparral. Jeg skulle være 10 gange bedre end alle andre. Det er noget, jeg har haft i mig. Det er sådan, mine forældre har opdraget mig. Folk tror, at presset kommer fra medierne. Eller fra klubben. Det er helt forkert. Presset kommer fra mig selv.

- Fra barn er jeg opdraget sådan. Det skulle være bedre and de andre. Mere end godt. Det gjaldt i alt, hvad jeg gjorde i skolen. Når jeg ikke lykkes, så dømmer jeg selv først og føler skuffelsen. Tro mig, det er højt pres. Det skal være perfekt i alt, hvad jeg gør. Man skal have disciplin og engagement i alt, hvad man gør. Det er sådan, du klarer dig i livet, fortæller Ibrahimovic.

Det er også den attitude, svenskeren tager med sig ind i det næste liv.

- Det skal være, at jeg gjorde, hvad jeg kunne. Gjorde mit bedste. Og det skabte historie. Det har jeg gjort. Jeg sammenligner med mig svenske idrætsudøvere uanset idrætsgren. Og med det, jeg repræsenterer med min baggrund - Ibrahimovic - det føles mægtigt. Det føles godt. Og det svider i folks øjne. Især i medierne."

Det er trods-følelsen. Den ekstremt maskuline fanden-i-voldskhed, man også finder hos tennisspillerne Goran Ivanisovic og den mere nutidige Novak Djokovic.

Jeg skal ikke være sexet - jeg skal være frygtet

Som alle andre virkeligt markante personligheder, er der heller ikke med Zlatan Ibrahimovic tale om et endimensionelt billede. Han er særdeles sammensat. Ibrahimovic er personen, der giver pokker i, hvad andre mener - på samme tid, som han gerne vil bevise sig selv.

Zlatan Ibrahimovic fejrer sit mål i kampen mod Chelsea.

Hans billede af egen maskulinitet - det måske mest signifikante karakteristika ved personen og brandet 'Zlatan' - siger en del. I Dagens Nyheders portræt bliver han spurgt om at være 'sexet'.

- Jeg føler mig ikke sexet. Jeg føler mig farlig. Det kan jeg bedre lide. 'Sexet' er ligesom et sexet legetøj. Nej, fy fan. Det er jeg ikke. Jeg har attitude. Jeg gør intet for at se sexet ud. Det er op til andre at vurdere. Hellere frygtet…

Eller hør denne interview-sekvens:

Tvivler du nogensinde på dig selv?

- På mig selv?! Aldrig. Aldrig.

Mener du det - aldrig?

- Ja, alt er skæbnen. Det, der sker, sker. Man får lov at lave fejltagelser, men man lærer af dem.

Har du en tro?

- Jeg tror på mig selv. Når det gælder religion, så er min far muslim og min mor katolik, men jeg er ikke opvokset med religion. Vi lever i 2015.

Livet efter fodbolden

En anden side af Zlatan Ibrahimovic - og det er den, vi er på jagt efter her - en familiemennesket. Manden lever i Paris, har tjent op imod eller måske over en milliard kroner og har ikon-status i det meste af verden.

Erhvervsmediet Veckans Affärer opgjorde i 2014 hans reklame- og sponsorindtægter gennem karrieren til 1,2 mia. svenske kroner.

Ikke desto mindre hedder destinationen Sverige, når karrieren er slut. Ikke Malmø, men snarere Stockholm.

- For mine børns skyld vil jeg bo i Sverige. Jeg ønsker, at de skal lære de svenske traditioner. De skal mærke, hvordan det er at bo i Sverige. De har boet udenlands hele deres liv, men de skal ind i det svenske samfund. Maden, historien, omgås svenske mennesker. Fordi jeg kommer derfra. Fordi jeg repræsenterer Sverige, siger Ibrahimovic.

Det gør han i den grad også til EM. Bare spørg Danmark, der blev afvist ved indgangen til slutrunden af en dørmand på 195 centimeter ved navn Zlatan.