EM i fodbold

Fra ingenting til Englands stjerne

På kort tid er Jamie Vardy blevet et af Englands varmeste fodboldnavne. "Folkets" mand skal være med til at løfte "The Three Lions" ved EM.

Jamie Vardy

Navn: Jamie Richard Vardy
Land: England
Født: 11. januar 1987
Position: Angriber
Antal landskampe pr. 1. april 2016: 6
Antal landskampsmål pr. 1. april 2016: 2
Klub: Leicester City
Tidligere klubber: Sheffield Wednesday, Stocksbridge, Halifax Town og Fleetwood Town

For fire år siden spillede han ubemærket for Fleetwood Town på Gateshead International Stadium - uden for ligasammenhæng. Op til EM i Frankrig er han den mest hypede englænder. Millioner følger ham, dengang så 768 tilskuere på Jamie Vardy.

Englænderne har før de seneste slutrunder placeret et stort ansvar og håb på Wayne Rooney - nu er det Vardy, de hælder deres lid til. Fordi han ubekymret bliver ved med at score mål i Leicesters succes-sæson.

Hans historie er mere fantastisk end hans rekorder, selv om jeg bifalder dem.

Thierry Henry, tidl. fodboldspiller

Jamie Vardy satte rekord i Premier League i november sidste år, da han lavede det 11. mål på stribe. Det var mod Manchester United. Dermed slog han Ruud van Nistelrooys rekord fra 2003, dengang hollænderen spillede i netop United. Og det var netop mod United, Vardy lavede sit første PL-mål. Og det var netop van Nistelrooy der var først med en lykønsknings-hilsen:

- Well done, Vardy. Du er nummer et, og du fortjener det.

Vardy reagerede med stolthed over en hel verdens hurraråb, men størst volume fra den 29-årige angriber kom lige efter rekord-målet på King Power Stadium den 28. november:

- I am the man, skreg han, mens holdkammeraterne kom ham i møde fra alle verdenshjørner.

På tilskuerpladserne skreg de ganske enkelt:

- England's number 9.

Leicester Citys Jamie Vardy scorer mod Manchester United på King Power Stadium den 28. november 2015.

Og det ser ud til at blive sådan i Frankrig. Med Jamie Vardy på toppen. Manden der tjente 300 kroner om ugen i Stocksbridge Park Steels i 2010. En af de absolut mindste fodboldklubber i Englands fjerde største by Sheffield, hvor Vardy er født. Byen med verdens ældste fodboldklub, Sheffield FC (1857), den store stålindustri-historie og vært for Danmarks kampe ved EM 1996.

Vardy blev fodbold-opdraget i Sheffield Wednesday, men de fandt ham for lille, og Jamie fandt større lykke på den næsten åbne mark i Stocksbridge, hvor et sikkerhedsnet i mange år udgjorde den ene ende af stadion, for bag det blev der spillet cricket.

66 mål i 107 kampe skabte interesse i "storklubben" FC Halifax Town, og her blev det til 29 mål i 41 kampe, som var medvirkende til oprykning og nyt klubskifte. Fleetwood Town betalte rekordsummen 150.000 pund for Jamie Vardy i 2011. Snakken om ham tog til, værdien det samme, for Vardy blev ved at score mål. 31 i 36 kampe spærrede øjnene op hos Leicesters Nigel Pearson, der købte ham for nu en million pund.

Arsenals tidligere målmand Wojciech Szczesny redder et skud fra Jamie Vardy i sæsonen 2014/15. Her var Leicester tæt på at rykke ud af Premier League - og Vardy scorede bare fem sæsonmål.

Historien tog fart for Vardy, der i sin non-league tid måtte arbejde 10-12 timer dagligt ved siden af fodbolden og på et tidspunkt blev monteret med en fodlænke som straf for en kriminalitet, han selv sagde, han gjorde for at redde en kammerat.

Lænken blev løsnet, når der var søndagskamp på stadion. Den "kriminelle" løbebane fandt sit endeligt, da han fik datteren Ella.

- Hvis jeg gjorde noget ved fodbolden, kunne jeg gøre noget for Ella.

Han er en inspiration på den måde, han er på.

Claudio Ranieri, Leicester City-manager

Og på den måde blev det vendepunktet for Jamie, der voksede op i den grå del af Sheffield, Hillsborough, med en far, der var kranfører på et af de lokale stålværker. Han er søn af en typisk arbejderfamilie, og det har - sammen med målene - gjort ham populær blandt "folket". Han kommer fra ingenting, absolut ingenting - og det passer til store dele af den engelske mentalitet.

- Han har en non-league mentalitet, udtalte en af hans tidligere holdkammerater i Fleetwood Gareth Seddon til avisen Daily Mail.

Jamie Vardy er essensen af Leicester Citys spilkoncept og forrygende sæson. Stor energi, hårdt arbejde og ingen stjernenykker. Han har den næse, der skal til for at blive topscorer. Han holder af at arbejde for holdet, men han elsker at nærme sig modstanderens straffesparksfelt og gør det så ofte som muligt. Og så har han den fornødne selvtillid oven på en flot sæson. Upåvirket og fræk.

Der er fortalt meget om Jamie Vardys forunderlige rejse fra ingenting til stjernestatus. Ian Wright, der selv tog turen fra non-league til Premier Leagues top og det engelske landshold sagde i 2015, at Vardy kunne blive den helt store succes ved EM 2016:

- Han arbejder hårdt, han har en fin first-touch, han skaffer hele tiden hårdt arbejde til modstanderens forsvarere, og han spiller mere på instinkt end på managers input.

Til det sidste siger Leicesters manager Claudio Ranieri:

- Han er en inspiration på den måde, han er på - det giver andre troen.

Historien om Jamie Vardy er enestående og fortælles over hele verden op til sommerens EM-slutrunde og i forbindelse med Leicester Citys succes-sæson. Igen og igen kommer eventyret fra nowhere, til hvor han er nu - og hvor meget han betyder for sin klub og for sit land.

- Hans historie er mere fantastisk end hans rekorder, selv om jeg bifalder dem. Men det at gå fra så trange kår, så langt nede i fodboldens rækker og så tage vejen til toppen er en inspiration for alle. Det viser, at alt er muligt - og det er et vigtigt signal, er det kommet fra Thierry Henry.

- Talent er en ting, ønsket om at blive en stor spiller noget andet, men det er hårdt arbejde, der gør det - og derfor er Jamie er inspiration for os alle, har franskmanden sagt.