EM i fodbold

Fornuftigt eller forrykt? Fair play kan sende hold i 1/8-finalen ved EM

Når EM skydes i gang fredag aften, skal holdene ikke bare tænke på at score mål. Gule og røde kort kan nemlig afgøre, hvem der kommer i 1/8-finalen.

Se åbningskampen mellem Frankrig og Rumænien kl. 21.00 på TV 2

Angrib frem for at forsvare, sæt bolden hurtigt i spil og undgå at være usportslig undervejs i kampen.

Det virker umiddelbart meget logisk og godt for spillet, men det kan også være det, der i sidste ende sender et landshold videre til 1/8-finalen ved Europamesterskaberne.

Noget der på ingen måder giver mening ifølge TV 2 SPORTs dommerekspert under EM, Kenn Hansen.

- Rent sportsligt håber jeg ikke på nogen måde, vi ender i det scenarie, hvor det skal afgøre, hvem der går videre. De parametre, dommerne vurderer ud fra, er alt for diffuse, siger Kenn Hansen.

Det nye EM-system betyder, at det ikke længere kun er 1'er og 2'er fra puljen, der går videre. Dermed kan scenariet udspille sig, når de fire bedste 3’ere fra de seks puljer skal findes, efter gruppespillet er slut.

For at koge det hele ned så får hvert hold fra 1-10 fair play-point i hver gruppekamp. Når det er vurderet, så trækkes der minuspoint fra ud fra antal kort i kampen, og herefter ender man på minimum 1 og maksimum 10 point. Det bliver så lagt sammen for de tre kampe, og på den måde opnår landene et antal fair play-point.

Hvis vi går i dybden med det mulige scenarie, skal man se på UEFA’s regelsæt for puljespillet under artikel 18, hvor der står beskrevet, hvordan 3’erne rangeres for at komme videre til 1/8-finalen. Her vurderes holdene ud fra:

  1. Flest point i gruppen
  2. Samlede målforskel
  3. Flest scorede mål
  4. Fair play-point i gruppespillet jf. regel C.5.1 (uddybet længere nede)
  5. Position på UEFA’s landsholds koefficientliste jf. regel B.1.2.b (uddybet længere nede)

Helt konkret betyder det altså, at hvis fjerde og femte bedste 3’er i gruppespillet begge har for eksempel 3 point og 3-4 i målscore, så tages fair play-point i brug for at finde ud af, hvem der går videre til 1/8-finalen.

Står de også lige her, kigger man på regel B.1.2.b. Her går det landshold videre, der har flest koefficientpoint ud fra EM 2012 inklusiv kvalifikation, VM 2014 inklusiv kvalifikation og EM 2016 inklusiv kvalifikationen.

I forhold til regel C.5.1 om fair play-point er det muligt at score et maksimum på 10 point. Det eneste der kan give dig minuspoint er gule og røde kort. Herunder kan du se et eksempel med netop Kenn Hansen, og hvordan der kommunikeres omkring et rødt kort i Superligaen.

Et gult kort straffes med ét point, mens et rødt kort giver tre minuspoint. Således vil to gule kort blive konverteret til tre minuspoint, men et gult og et efterfølgende direkte rødt kort vil give fire minuspoint.

Herudover skriver UEFA, at når holdets antal fair play-point for en kamp skal findes, så vil der udover gule og røde kort blive lagt vægt på at belønne positive spil, som er attraktivt for tilskuerne at se på. Her vil der blive lagt vægt på:

Positive aspekter

  1. Angribe frem for at forsvare
  2. Holde tempo i spillet
  3. Forsøge at vinde tid ved fx at sætte bolden hurtigt i spil igen, selvom et hold er foran
  4. Fortsætte med at forsøge at score mål selvom et bestemt resultat allerede er opnået

Negative aspekter

  1. Tage tempo ud af spillet
  2. Trække tiden
  3. Have en taktisk spillestil baseret på frispark
  4. At filme

Skal der findes et hold, der går i 1/8-finalen ud fra de aspekter, så er det dybt kritisk ifølge Kenn Hansen, der i sin karriere dømte flere internationale kampe.

- Der kommer en delegeret fra UEFA ned til dommerne efter kampen, og så vurderer de pointscoren i fællesskab, men parametrene er så subjektive, og dommerne har ikke noget at vurdere ud fra. Der forelægger ikke nogen soleklar præsentation for, hvordan dommerne skal vurdere.

Kenn Hansen i aktion under en kamp i EM-kvalifikationen mellem Litauen og England.

- Jeg har prøvet før, hvor der er virkelig stor forskel på, hvordan de vurderer, og hvor det nærmest bliver sådan lidt ’la la’ med antal fair play-point. Den UEFA-delegerede kan spørge, om de ikke skal have 4 point, og så spørger man, om han så det og det, og så bliver det tilfældigvis til 3 point i stedet, siger Kenn Hansen om det mulige scenarie.

Foreløbig skal der spilles 24 gruppekampe, og herefter står seks 3’ere tilbage fra grupperne. De bliver så rangeret ud fra de fem punkter øverst oppe. Det bliver til gengæld slet ikke indviklet, når vi åbner EM-studiet i aften. Se med på TV 2 kl. 21.25.