Har du tjek på dem alle? UEFA indfører nye regler til EM

16x9
Dommeren er ikke længere tvunget til at give rødt kort ved den såkaldte 'triple-straf'. Foto: Sergio Perez / Scanpix Denmark

UEFA har besluttet at indføre en række nye regler ved årets EM-slutrunde, som begynder på fredag. Vi har samlet de 11 vigtigste.

Der er blot få dage til, EM bliver sat i gang. Men udover at slutrunden har rekordmange landshold med, er der også andre ting, der er værd at få styr på, inden Frankrig spiller åbningskampen mod Rumænien.

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, som står bag EM, har valgt at indføre nye regler til slutrunden. Nogle af dem har du sikkert allerede stiftet bekendtskab i de forskellige ligaer, men det er første gang, at det bliver afprøvet til en slutrunde.

Vi har derfor lavet en liste over de 11 vigtigste regler:

11 nye regler ved EM

Mållinjeteknologi

. Foto: Scanpix Denmark
Ved VM i 2014 blev mållinjeteknologien introduceret på verdenscenen. Og i denne sæson har den gjort sin entré i Premier League og Bundesligaen. Teknologien er dog aldrig blevet brugt i UEFA-regi - lige indtil nu.

Drikkepauser

. Foto: Scanpix Denmark
Under VM i Brasilien var der på nogle stadioner så varmt, at spillerne noget usædvanligt fik lov til at holde drikkepauser. Men nu er det besluttet, at drikkepausen også skal gælde fremover. Den ekstra pause bliver i stedet lagt til som tillægsminutter.

Tidlig udvisning

. Foto: Scanpix Denmark
Fremover er det muligt for dommerne at udvise spillere allerede inden kampstart. Holdet, der får en mand udvist, får dog lov til et sætte en anden spiller på banen, så kampene altid begynder med 11 spillere på hvert hold.

Behandling

Vincent Kompany får behandling på banen. Foto: Scanpix Denmark
Tidligere skulle en spiller et smut uden for banen, når vedkommende havde modtaget behandling på banen. Men det er ikke længere tilfældet. I hvert fald ikke hvis behandlingen varer under 20 sekunder, eller hvis modstanderen får et gult eller rødt kort.

Udskiftning af tøj

. Foto: Scanpix Denmark
Hvis en spiller har været ude og skifte noget sit tøj under en kamp, skal de ikke længere vente på dommerens tilladelse for at være med i spillet igen. Nu er det nok at få en godkendelse fra enten fjerdedommeren eller en af linjedommerne.

Ekstra mur

. Foto: Scanpix Denmark
Det er en selvfølge, at forsvaret må stille en mur op foran eget mål, når det angribende hold har et frispark tæt på målet. Men for tiden er flere (som eksempelvis Bayern München på billedet) begyndt at sætte en ekstra mur op for at forstyrre målmandens udsyn. Men det bliver nu ulovligt i forhold til de nye regler.

Matchende underbukser

. Foto: Scanpix Denmark
Spillerne skal fremover spille i underbukser, der matcher shortsene. Derfor er det forbudt at gøre ligesom Nicklas Bendtner gjorde under EM i 2012, hvor han viste sin grønne underbusker frem under sine røde shorts.

Straffespark

. Foto: Scanpix Denmark
I dag får sparkeren et nyt forsøg, men fremover vil denne helt miste muligheden og få gult kort - og modstanderen vil få frispark - hvis der fintes eller simuleres en afslutning lige inden sparket til bolden. Det er fortsat tilladt at stoppe eller finte i tilløbet - altså bare ikke helt henne ved bolden/på det sidste skridt.

Opgivning

. Foto: Scanpix Denmark
Når bolden bliver givet op i en fodboldkamp, har det altid været sådan, at bolden skulle sparkes eller trilles frem på modstandernes halvdel. Men nu bliver det tilladt at sparke bolden tilbage til sine medspillere.

Tabt sko

. Foto: Scanpix Denmark
Kampe vil ikke længere blive afbrudt, hvis en spiller taber sin sko under kampen. Spilleren skal dog senest tage den på i den næste kampafbrydelse.

Tredobbelt straf

. Foto: Scanpix Denmark
Det har altid givet rødt kort og efterfølgende karantæne, når en spiller eller målmand fratager en spiller en oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet. Men fremover kan dommeren selv vurdere, om forseelsen kun er til gult, hvis den forsvarende spiller eksempelvis rammer bolden.

Det forventes, at UEFA indfører yderligere to regler.