EM fodbold

Se alle scoringerne: Målfarlig fynbo vinder FIFA-turnering efter tæt finale

TV 2 SPORT afholdt torsdag aften finaleturnering i konsolspillet FIFA16, og det blev en ung fynbo, der løb med hovedpræmien.

Otte forventningsfulde finalister sad torsdag aften klar i Aarhus til at spille med i TV 2 SPORTs FIFA-turnering, som de gennem den seneste måned hver især har kvalificeret sig til.

Forhåndsfavoritten Lars ”Primeturbo” Korreborg røg ud allerede i kvartfinalen mod Hassan ”Hassanplayer” El-Saraf, der gik hele vejen til finalen mod Claes "Keglekongen" Hansen, der kom i finalen på et straffespark i semifinalen. Se episoden herunder.

Turneringens sejrherre, Claes Hansen, spillede med Frankrig og vandt den spændende finale 3-2 over Hassan El-Saraf, der havde Portugal og Cristiano Ronaldo på banen.

Finalen startede med et brag, da Claes Hansen allerede efter seks FIFA-minutters spil kunne bringe sig foran med 2-0, hvorefter Hassan El-Saraf måtte samle sig nogle minutter, inden han formåede at reducere.

Kort før pausen kom spændingen for alvor tilbage, da Hassan El-Saraf udlignede til 2-2.

Anden halvleg fortsatte i samme hæsblæsende tempo og efter 54 minutters spil sendte Claes Hansen bolden i nettet til 3-2. Resten af finaleopgøret bød på mange flotte kombinationer og store chancer i begge ender, men resultatet holdt til slutfløjt.

Se alle målene og Claes Hansens reaktion efter kampen i videoen øverst i artiklen.

Dermed blev Claes "Keglekongen" Hansen den første vinder af TV 2 SPORTs Sommerboldturnering i e-sport, og han kunne modtage hovedpræmien, som var en fodboldrejse for to personer samt en XBOX med tre spil.

- Det føles helt fantastisk. Det er den første store sejr jeg har, og det kunne ikke falde på et bedre tidspunkt, sagde ”Keglekongen” efter sejren, der sikrede ham vigtige point på e-sportsranglisten.

- Jeg får en rigtig god start. Det kan godt have noget at gøre med holdvalget. Han (Hassanplayer, red.) har ikke haft det portugisiske forsvar i nogen af kampene, så det kan have haft en betydning.

Claes Hansen, der blev nummer to ved danmarksmesterskaberne i 2 mod 2-FIFA, gav pengende hele fem gange igen, hvis man før kampen havde udset sig ham som vinder.

I morgen skiftes den virtuelle fodboldverden ud med den virkelige, når EM-slutrunden sparkes igang. TV 2's vært Morten Ankerdal og fodboldekspert Flemming Povlsen kender udmærket til FIFA-spillet, men er enige om, at det hører den unge generation til. Hør deres erfaringer med spillet i videoen her: