Aflys bare EM: Vinderen er fundet på forhånd

EM er allerede afgjort - i hvert fald hvis man ser på turneringens historiske resultater, mener statistikerne hos UEFA.

I alt 24 hold stiller op til historiens største EM-turnering, og 23 af dem kommer således til at rejse hjem uden EM-guld. Men måske er der slet ikke nogen grund til at afholde turneringen overhovedet - vinderen er nemlig afgjort på forhånd.

De kloge hoveder hos UEFA har i hvert fald set de historiske statistikker igennem, og mener nu, med et glimt i øjet, at kunne udpege den kommende Europamester, allerede inden turneringen er fløjtet i gang.

Statistikkerne peger på, at vinderen af EM 2016 skal opfylde følgende seks kriterier:

1. Vinde kvalifikationsgruppen

Siden gruppespillet blev indført i 1968 har intet hold nogensinde vundet EM efter at have kvalificeret sig direkte til slutrunden som toer eller dårligere. Selv Grækenland, som choksejrede i 2004, vandt sin kvalifikationsgruppe foran blandt andre Spanien. Og Danmark kvalifcerede sig som bekendt slet ikke i 1992, men fik det maksimale ud af gruppevinder Jugoslaviens afbud.

Dette er en dårlig statistik for Albanien, Irland, Island, Kroatien, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Schweiz, Sverige, Tyrkiet, Ukraine, Ungarn, Wales og Østrig.

2. Ikke score flest mål - eller have topscoreren på holdet

Det lyder måske lidt mærkeligt, men ikke desto mindre er det kun det daværende Tjekkoslovakiet i 1976, der kom til EM med kvalifikationens bedste angreb, og Holland i 1988, der havde kvalifikationens topscorer, John Bosman, med til EM, der sidenhen vandt turneringen. Bosman fik i øvrigt kun spilletid i en enkelt kamp i '88, da Marco van Basten blev klar til EM efter en skade.

Dette er en dårlig statistik for Polen - igen!

3. Ikke inkassere for mange mål - eller for få

Hvis angrebet skal gemme målene til når det virkeligt gælder, så skal forsvaret helst kunne lukke af fra første fløjt. Der er intet hold i historien, der har inkasseret mere end ét mål per kvalifikationskamp i snit, der har vundet den følgende EM-turnering. På den anden side har ingen af de gruppevindere, der har inkasseret færrest mål, vundet de seneste seks EM-titler.

Dette er en dårlig statistik for England, Spanien og Tjekkiet.

4. Skal have prøvet det før

Vesttyskland i 1972 er det eneste hold, der har vundet EM i første forsøg. Derudover er der kun to af de seneste ti Europamestre - Danmark i 1992 og Grækenland i 2004 - der har vundet turneringen uden at have deltaget i mindst de fire foregående slutrunder.

Dette er en dårlig statistik for Albanien, Irland, Island, Nordirland, Polen, Rumænien, Schweiz, Ungarn, Wales og Østrig.

5. Have en erfaren træner

Otte af de seneste ni trænere, der har ført deres hold til EM-triumf, har selv været landsholdsspillere - med undtagelse af Otto Rehhagel, der stod i spidsen for Grækenlands statistikbrydere fra 2004. Samtidig skal trænerens aktive dage helst ligge adskillige år tilbage - kun én af de seneste 14 Europamestre har haft en træner på under 49 år; Spaniens José Villalonga, som var 44 år ung i 1964.

Dette er en dårlig statistik for Albanien, Belgien, England, Frankrig, Island, Italien, Kroatien, Nordirland, Portugal, Rusland, Schweiz, Sverige, Tjekkiet Ungarn og Wales.

6. Undgå 2. seedningslag

Siden en seedning i EM-gruppespillet blev indført i 1996, baseret på deltagerlandenes point på UEFAs nationale koefficientsliste, med de bedste hold og værtsnationerne i øverste seedningslag har intet hold fra 2. seedningslag vundet turneringen - og faktisk har flere hold fra 3. og 4. seedningslag end fra 1. seedningslag vundet turneringen.

Dette er en dårlig statistik for Italien, Kroatien, Rusland, Schweiz, Ukraine og Østrig.

Og vinderen bliver...

Som den opmærksomme læser måske har opdaget, er der kun er ét enkelt hold, der ikke optræder på 'den dårlige side' af en eneste af ovenstående statistikker, og dermed har chancen for at hæve EM-pokalen om godt en måned:

...TYSKLAND

UEFAs statistikere peger på Tyskland som vinder af EM 2016.
UEFAs statistikere peger på Tyskland som vinder af EM 2016. Foto: PATRIK STOLLARZ / Scanpix Denmark

Kilde: UEFA.com