EM fodbold

Smerteskriget på Parc des Princes, der fik Europa til at holde vejret

Flemming Toft er i Paris, hvor han også dækkede EM i 1984. I denne blog ser han tilbage på en episode fra dengang, som han ikke ønsker at opleve igen.

20 slutrunder er det blevet til i fodboldens regie. Alle on location, altså på plads, hvor det er sket. Ligeligt fordelt mellem VM- og EM-turneringer. Der er selvfølgelig mange indtryk og oplevelser, men lige i disse dage er der een der stikker mere frem end andre.

Stedet er Parc des Princes i Paris' vestlige del nær Boulogne-skoven - 500 meter fra hvor jeg er lige nu. Dateringen 12. juni 1984. EM-slutrunden er sparket igang med åbningskampen Frankrig mod Danmark. Spillet 43 minutter.

Så sker det uforglemmelige, at "Årets Spiller" i Europa 1977, Allan Simonsen går ind i en duel med den 24 centimeter højere Yvon Le Roux fra AS Monaco. Begge falder til jorden og virker i et øjebllik som ligemænd. Franskmanden med de nedrullede strømper rejser sig dog, Allan bliver liggende og de 165 centimeter krummer sig i smerte. Fodbold-Danmark får åndenød, inden vi alle holder vejret. 

Spillet fortsætter. Der er så stille, at man burde kunne høre Allans indre skrig. En stille mand af få ord er pludselig højrøstet. På grund af smerte. Han tager sig til venstre underben, mens han løfter Hummel-støvlen i vejret og blotter sit sammenbidte tandsæt. Så ondt har han det. Den lille krop drejer om på siden. Der spilles stadig.

Preben Elkjær er klar over alvoren. Kommer stormende hen mod den lille 9’er. Rækker hjælpende ud efter vennen på græsset, men bliver lynhurtigt klar over virkeligheden. Først strækker han mod himlen, så ud til siden - armene taler for ham. Elkjær råber om hjælp.

Endelig bliver spillet stoppet. To danske hjælpere, en doktor og en massør, løber ind i de røde træningsdragter med de lange, hvide ærmer. En spand vand og en lægetaske. Der bliver ikke brug for noget af det. Udenfor gør de en båre klar. Elkjær bliver stående. Andre kommer til. Frank Arnesen slår chokeret ud med armene. 

Alle flokkes om manden i græsset. Blandt dem franskmændene. Tigana, Fernández, Lacombe. Selv Platini slår et smut forbi. Det er ikke hvem-som-helst, der ligger her. Det er en af Europas bedste fodboldspillere og en af de mest populære. Anerkendelsen fra de franske spillere er som en buket på sygestuen.

Båren kommer ind med to i hvide kitler som styrmænd. Elkjær er hele tiden ved sin holdkammerats side. Og det er ham og en franskmand, der løfter Allan op på båren.

Stlhed, bekymring, chok bliver nu til et "satans". På Allans og landsholdets vegne. Alvoren er printet - et brækket skinneben, færdig med Allan.

Jeg er skrivende på Politiken ved den slutrunde og har alle ti fingre på tasterne. Fuldstændig ligeglad med deadline - det skal bare hjem, uanset om det kan nåes eller ej. Det gør ondt. I fingre og hjerte. Et øjeblik der bør have forbud mod gentagelse.

Et minde fra Parc des Princes. Det var her jeg forleden hentede min akkreditering til denne slutrunde 2016. Og det var her, hvor jeg nærmest som en bøvs fik hele oplevelsen fra dengang op til overfladen.