EM fodbold

Når fodbold er fest, er det bedst - det må gerne kopieres

Jeg tager den gerne igen, hvis jeg må være i samme smittefare. For selvom regnen lige nu vælter ned over Paris, så var det her en solstråleoplevelse.

26. række - plads 56. Omgivet af kvinder, mænd, piger og drenge. Dedikerede som én i ... hold da op.

Sidemanden fra Kroatien, ham bag mig fra Tyrkiet. Hende der nede på 25. række fra Kirikale lidt nord for Ankara, ham til højre for ham ved siden af mig er fløjet ind fra Sibenik ikke langt fra Split. Blandede bolsjer på Parc des Princes.

Fodbold når det er bedst.

Og så langt fra episoderne i Marseille tidligere i weekenden, at man bliver i helt godt humør. Fordi alle rundt om én er i godt humør. De synger, de skriger, de lever, de snapchatter, de selfier den. Tyrkere ved siden af eller rundt om kroatere. Okay, der er ikke ligefrem fællessang, men fælles sag: fodbold.

Det er EM-mødet mellem Tyrkiet og Kroatien. Begge med rødt i deres national farver. Tyrkiet lidt mere ren rød end det kroatiske lidt bolsjefarvede i spilletøjet. Men her er de udehold, og den trøjefarve er blå.

De hilser på hinanden på tribunen, de smiler ligefrem til hinanden - okay, de krammer ikke, men de virker, som om de er venner. Før første fløjt. De vil bare have en fest, en fodboldfest - og en sejr … selvfølgelig. 

Og så går det igang. Sangene tager til i styrke. Det gælder om at undertrykke den fremmede fodboldhymne og helst overspille sin egen. Der er flere med tyrkiske relationer end kroater. Men med lidt addition er de rigtig mange sammen. 

Der kommer indrømmelser. Ikke alle er fra Tyrkiet. Altså for nuværende. Bosiddende eller jobsøgende i det franske eller det tyske eller det hollandske. Men de holder hånden på hjertet lige over halvmånen og stjernen, når der spilles nationalhymne. Türkei. Og kroaterne har det på samme måde med deres rigsvåben og tilhørsforhold. Hrvatska.

Sådan var det også uden for stadion nær Boulogne-skoven i timerne op til kampen. En fest uden lige. En fest der meget gerne må kopieres. En fest, der lige så gerne må tage afstand til det, vi så i Marseille.

Jeg blev helt høj af den samklang og fælles glæde.

Og det er derfor, fodbolden fortjener, at den slags findes i langt højere grad end alt det smuds, der er vist fra det sydlige Frankrig. Selvfølgelig blev fællesskabet ikke ved, for begge bakkede op om deres egne og gik efter fuld plade. Og ja, det kan komme til tændsats i både Tyrkiet og Kroatien, når vi taler fodbold og følelser. Men her var det bare overordnet en herlig atmosfære. Deltagelse og entusiasme. Men aldrig vredt.

26. række, plads 56 var godt nok højt oppe. Men jeg tager den gerne igen, hvis jeg må være i samme smittefare. For selvom regnen lige nu vælter ned over Paris, så var det her en solstråleoplevelse.