EM fodbold

Kenn Hansen: Magtkampe mod Zlatan ender altid galt

Den tidligere danske topdommer har en klar besked til de dommere, der dømmer Zlatan Ibrahimovic. Drop magtkampene med ham.

Der er stjerner. Der er superstjerner. Der er verdensstjerner. Og så er der Zlatan.

Svenskeren er ikke bare en unik fodboldspiller. Han har også både en udstråling og en selvtillid, der udfordrer de eksisterende skalaer for tro på egne evner.

Derfor er han også en svær spiller at have med at gøre for dommeren i de kampe, svenskeren spiller.

Det fortalte TV 2 SPORTS dommerekspert Kenn Hansen, da han fredag morgen besøgte Go’ Morgen Danmark studiet til en snak om, hvilke spillere, der er sværest at dømme.

De to første spillere på listen var ikke overraskende Portugals Pepe og Slovakiets Martin Skrtel. Lidt overraskende var det dog at finde Zlatan som tredje navn på listen.

- Hans store personlighed gør, at han ikke altid accepterer dommerautoriteten. Jeg har set masser af eksempler på dommere, der har forsøgt at kalde ham hen. ”Kom herhen, Zlatan” og siger han bare ”Næ, du kan komme herhen”, siger Kenn Hansen, og opfordrer alle dommere til at undgå unødigt tovtrækkeri med spillere som Zlatan Ibrahimovic.

Zlatan Ibrahimovic er ikke bange for at tage en diskussion med dommeren. Og han giver sig sjældent.

- Optimalt set, så sætter man sig ikke i sådan en situation. Hvis man har gjort sit forarbejde ordentligt, så prøver man aldrig sådan en magtkamp med Zlatan, som for det første er en kæmpe fyr fysisk, og så også har en selvforståelse, der er helt unik.

- Man skal sørge for at finde ham og give ham den advarsel, han skal have, og ikke stå og kalde ham hen over 20 meter og sige ”Kom herhen”, for det gør han ikke.

Om dommeren i dagens kamp mellem Italien og Sverige, ungarske Viktor Kassai, har læst på lektien, vil kun tiden vise. Kampen spilles klokken 15.