Fodbold

Keller om sin Randers-exit: Vi skilles som venner

Christian Keller er færdig i Randers FC få måneder efter, at han som anfører indledte et forhold til en holdkammerats kone

Kærlighed har kostet dyrt for Randers FC.

Først stoppede Jonas Borring i klubben, da den meget omtalte "konesag" begyndte i foråret. Siden sagde træner Colin Todd også farvel, og nu er Christian Keller - den tredje hovedperson i dramaet - også fortid i Randers. 

Keller fik flået sit anførerbind af og har ikke været i kamp for Randers, siden det i marts kom frem, at han havde indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings fraseparerede kone. Den tidligere anfører afviser dog - ligesom klubben i en pressemeddelelse - at det er hans rolle i "konesagen", der er direkte årsag til, at hans kontrakt med Randers nu bliver ophævet ét år før tid. 

- Det har ikke så meget med den sag at gøre. Det er egentlig bare af sportslige årsager, at vi er blevet enige om, at det er bedst for klubben, at jeg ikke er i klubben længere.

- Det er bedst for alle parter – både for mig og for klubben – at vi skilles som venner, og de kan komme videre med deres projekt med en ny træner, forklarer Christian Keller til TV 2 SPORT. 

Han var en hadet mand, da sagen kom frem i foråret. 

Jonas Borring nægtede at spille på hold med Keller, fik senere ophævet sin kontrakt og spiller i dag i Brøndby. 

Cheftræneren Colin Todd havde mistet respekten for Keller og ville ikke bruge ham mere. Senere har Todd fortalt til engelske medier, at han ikke fik opbakning fra Randers-ledelsen i sagen, og at det var en afgørende grund til, at han stoppede i klubben efter sæsonen. 

Randers FC har i stedet ansat den tidligere FC Nordsjælland-træner Ólafur Kristjánsson, der har første træning netop i dag, hvor klubben har meldt ud, at Christian Keller stopper. 

- Jeg har hilst på ham (Kristjánsson, red.) her til morgen, da jeg skulle sige farvel til klubben og holdet og hente mine ting. Der har jeg haft fornøjelsen lige at hilse på ham. Men ellers har jeg ikke snakket med ham, siger Christian Keller til TV 2 SPORT. 

Colin Todd udtalte selv, at han ikke ville bruge dig. Har du nogen fornemmelse af, om det er samme holdning, den nye træner kommer med, og at det er derfor, I nu skilles?

- Nej, det har jeg ikke nogen fornemmelse af. Jeg forholder mig egentlig bare til det, vi har snakket om til vores møde. 

På mødet med sportschef Ole Nielsen fik Keller besked om, at andre spillere har overhalet ham på hans position på midtbanen. 

- Vi har haft en god snak, og jeg kunne godt se, at der måske er lang vej til spilletid. Og så er det måske en dum idé, at jeg spilder deres tid, og de spilder min tid, siger Keller.

Dengang "konesagen" var det eneste, der blev snakket om i Superligaen, slog Keller fast, at han ville stoppe karrieren, hvis han ikke måtte spille videre i Randers. Men helt så kategorisk er den 35-årige midtbanemand ikke længere. 

- Jeg havde jo så også et år mere tilbage af min kontrakt dengang. Så det kan være, at jeg har et år mere i mig. Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvad der kommer af gode tilbud og muligheder for mig. 

- Jeg udelukker hverken det ene eller andet. Jeg er åben for alt, hvad der kommer af tilbud, siger Christian Keller, der på fem år nåede 145 kampe på Randers' førstehold. 

Den nu tidligere Randers-spiller har tidligere spillet i blandt andet tyrkiske Kasimpasa, for Lazio og Torino i Italien og i Vejle og Viborg. 

Tidslinje: Konesagen

  1. 2016

    1. Borring finder ud af Keller og konens forhold

      Jonas Borring finder ud af, at Christian Keller og hans kone har haft et forhold igennem længere tid.

    2. Borring ude på ubestemt tid

      I en pressemeddelse onsdag skriver Randers, at Jonas Borring har fået fri på ubestemt tid af personlige årsager.

    3. Borring vil ikke spille sammen med Keller

      Fredag kommer det frem, at de personlige årsager dækker over, Christian Kellers forhold til Jonas Borring kone. 

      Jonas Borring slår fast overfor TV 2 SPORT, at han IKKE vil spille i Randers, så længe Christian Keller er i klubben.

    4. Keller vraget

      Efter trekantsdramaet i Randers FC er Christian Keller ikke med i truppen i kampen mod Brøndby.

    5. Direktøren lukker ned for trekantsdrama

      Spillerne, trænerne og ledelsen i superligaklubben Randers FC har ikke mere at tilføje i forhold til trekantsdramaet mellem Christian Keller og Jonas Borring.

      Det skriver klubbens administrerende direktør, Michael Gravgaard, i et åbent brev på klubbens hjemmeside.

    6. Kellers ultimatum: Brug mig eller jeg stopper

      Christian Keller vil ikke spille for andre end Randers FC. Hvis superligaklubben sender den tidligere anfører væk for på den måde at løse den såkaldte "kone-gate", vil Keller indstille karrieren.

      Det siger han til BT.

    7. Efter kone-ballade: Jonas Borring færdig i Randers

      Jonas Borring får ophævet sin kontrakt med Randers FC, efter trekantsdramaet Christian Keller.

    8. Todd vil ikke bruge Keller

      Fodboldspilleren Christian Keller kommer ikke til at optræde for sin klub, Randers FC, så længe Colin Todd er træner i klubben.

       Det siger træneren i et interview med TV 3 Sport .

       - Så længe jeg er her, kommer det ikke til at ske, siger Todd.