Sidst blev David Beckham lagt for had - i aften er England tilbage

Kim Milton Nielsen udviste David Beckham ved VM i 1998. I aften er England for første gang tilbage på stadionet i Saint-Etienne.

Det er langt fra gode minder, England tager med ind på Stade Geoffroy Guichard, når de i aften møder Slovakiet i den afgørende gruppekamp.

Sidst det engelske landshold gæstede stadionet i Saint-Etienne, blev David Beckham udvist af danske Kim Milton Nielsen, efter han liggende havde sparket til argentineren Diego Simeone.

Dengang var Wayne Rooney blot 12 år gammel, men han husker tydeligt situationen.

- Jeg så kampen hjemme hos min bedstemor. Det var noget af en skuffelse, da David Beckham blev udvist, sagde han på et pressemøde op til kampen mod Slovakiet.

Selv har Beckham tidligere udtalt følgende om situationen:

- Da jeg kom ud til 2. halvleg, kogte jeg over. Jeg var hidsig og frustreret. Lidt af det hele.

David Beckham blev efterfølgende lagt for had i hjemlandet og gjort til slutrundens store syndebuk. Udvisningen betød, at Beckham ikke var der til at sparke i straffesparkskonkurrencen, og England måtte sige farvel og tak.

I aften kan de tage revanche og spille sig i ottendelsfinalen, når de møder Slovakiet. Du kan se kampen kl. 21.00 på TV 2. Der er optakt fra kl. 20.00.

Herunder kan du se en oversigt over samtlige stadioner ved EM

De 10 EM-stadioner
Tryk på billedet for at få den fulde beskrivelse