Ronaldo mister besindelsen: Flår mikrofon fra reporter og kyler den i søen
Verdensstjernen rev mikrofon ud af hånden på nærgående journalist og smed den lige ud i vandet.
Cristiano Ronaldo har som sædvanligt været i fokus under EM i fodbold, men den portugisiske superstjerne har haft svært ved at levere varen.
Og når Ronaldo har svært ved at ramme målet, så går det sjældent godt for Portugal. Ved EM er det således blevet til to uafgjorte kampe, og nu venter en skæbnekamp mod Ungarn onsdag aften. Der skal point til - ellers er det farvel og tak.
Alt sammen pres og forventninger, der hviler tungt på skuldrene af Real Madrid-stjernen. Så da et medie, som Ronaldo gennem længere tid har taget kraftig afstand til, Correio da Manhã, dristede sig til at stille et spørgsmål, tabte stjernen besindelsen.
Se episoden i videoen over artiklen.
Det ellers ufarlige spørgsmål lød ifølge den spanske avis Marca:
- Ronaldo, er du klar til kampen?
Men stjernen var hverken klar til kamp eller til at svare på spørgsmål. Han rev i stedet mikrofonen ud af hånden på journalisten og kylede den ud i vandet - til de flestes store forbløffelse.
Ronaldo har flere gange fordømt mediet, der tidligere har offentliggjort oplysninger om Ronaldos privatliv og familieliv. Portugiseren har også beskyldt mediet for at viderebringe falske informationer.