EM i fodbold

Er Belgien nu pludselig favorit til en finaleplads? Giganterne skal op mod hinanden

Fem af EM's største favoritter skal spille om én finaleplads, mens den anden finaleplads går til et hold, der i bedste fald er outsider til EM-titlen.

Alle de indledende kampe ved EM er spillet, og alle pladser i gruppespillet fordelt - og dermed er også alle 1/8-finaler faldet på plads.

Nogle hold klarede sig langt over forventning i gruppespillets tre kampe, mens andre skuffede fælt; og overraskelserne i gruppespillet - både de gode og de dårlige - har konsekvenser.

Gruppefavoritter som Spanien og England formåede nemlig ikke at vinde deres grupper, og det betyder, at vejen til EM-finalen - i hvert fald på papiret - ser betydeligt lettere ud for nogle hold, end man havde kunnet forvente på forhånd, og betydeligt sværere for nogle andre.

De 16 tilbageværende holds vej til finalen ligger nemlig fast fra nu af; otte hold spiller om den ene finaleplads og de øvrige otte om den anden.

I den ene turneringshalvdel finder man store hold og forhånds-finalekandidater som Tyskland, Italien, Spanien, Frankrig og England, foruden Slovakiet, Irland og Island - og kun én finaleplads at kæmpe om.

Dermed er EM-drømmefinaler som for eksempel Frankrig-Tyskland, Frankrig-Spanien og Spanien-Tyskland allerede nu udelukket.

I den anden halvdel er EM-outsiderne fra Belgien og måske Portugal og Kroatien de bedste bud på en finalist i en gruppe af hold, der også tæller Schweiz, Polen, Wales, Nordirland og Ungarn - og ét af dem er garanteret en finaleplads.

Forud for turneringen blev Belgien betragtet som en outsider til titlen - nu ser det ud til, at vejen til finalen er banet for dem.

Sådan fordeler de to veje til finalen sig