EM fodbold

Vanvittigt tal: 98,9 procent af Islands tv-seere så EM-drama

EM i fodbold lægger de islandske gader øde. Næsten alle, der har tændt for fjernsynet, ser nationens helte i Frankrig.

Onsdag aften lykkedes det for Island at kvalificere sig til 1/8-finalen ved EM i Frankrig.

Det skete med en sejr på 2-1 over Østrig, og det har sendt den lille nation på den anden ende.

Og at der er EM-feber på vulkanøen, kan der næppe være tvivl om.

For Islands anden gruppekamp mod Ungarn, som endte 1-1, blev overværet af hele 98,9 procent af alle dem, der havde tændt for et tv på Island. Det skriver magasinet Visir.

Kampen mod Ungarn blev yderst dramatisk. Island var længe foran, men et selvmål endte med at koste sejren for Lagerbäcks tropper.

Kari Jonsson, der er ekspert i mediemålinger, udtaler dog til Visir:

- Det mest overraskende er, at der var en procent, der havde valgt at se noget andet end EM i fjernsynet.

I alt var der ifølge målingen 147.000 seere i aldersgruppen 12-80 år, der så kampen – og altså lige omkring 150.000, der så tv. Ud af en samlet befolkning på 330.000 - og af dem er næsten 30.000 i Frankrig for at støtte holdet.

Der er endnu ikke tal ude for gårsdagens kamp mod Østrig, men mon ikke mindst lige så mange havde tændt for fjernsynet til det historiske drama, der sendte Island videre.