Ægte holdkammerater: Her trøster Ronaldo og Pepe grådkvalt Modric
Tårerne flød hos Luka Modrić og flere af de andre kroatiske spillere. Der var dog trøstende kram fra holdkammeraterne fra Real Madrid.
Det er dagen derpå efter Portugals 1-0-sejr tre minutter før tid i forlænget spilletid imod Kroatien.
Ricardo Quaresma blev den helt store sportslige helt for Portugal, da han scorede i 117. minut, men efter kampen var det to Real Madrid-stjerner, der tiltrak sig opmærksomhed på det personlige plan.
For i mens Polen har fået stor kritik for deres jubelscener efter sejren imod Schweiz i 1/8-finalen, så er det anderledes for Cristiano Ronaldo og Pepe.
Efter kampen brød flere af de kroatiske spillere sammen på banen, og tårerne væltede frem i de røde øjne.
En af dem var Luka Modric, der tydeligvis var meget berørt af nederlaget, som man også kan se i videoen over artiklen. Men så er det godt, Modric har ægte klubkammerater fra Real Madrid.
Ronaldo og Pepe var begge henne for at trøste en grædende Modric, og dagen derpå er det altså billeder, der fortsat florerer på internettet. Vedhæftet er ord som; "Mere Madridismo", "flot gestus" og "én familie".
Det er kun lige omkring en måned siden, at de tre klubkammerater fra Real Madrid løftede Champions League-trofæet sammen.
Nu er det kun Ronaldo og Pepe, der har muligheden for at vinde EM-trofæet i år. Og uanset om man spiller EM eller Serie 6, så er det altid dejilgt at se ægte holdkammerater og gode vindere.