Irriteret Hodgson går til angreb: Jeg finder mig ikke i det mere

Roy Hodgson har været udsat for en del kritik for at spare flere profiler i Englands gruppekamp mod Slovakiet. Nu svarer han kritikerne igen.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Wayne Rooney, Raheem Sterling, Kyle Walker, Danny Rose, Harry Kane og Dele Alli.

Alle seks var ude af startopstillingen til englænderenes afgørende gruppekamp mod Slovakiet, der som bekendt endte 0-0 og dermed resulterede i en engelsk andenplads i gruppe B.

Efterfølgende har landstræner Roy Hodgson været udsat for en del kritik i den engelske presse - især beslutningen om at lade anfører Wayne Rooney begynde på bænken skabte forundring, fordi England med en sejr over Slovakiet havde vundet gruppen og var havnet i den nemmere halvdel.

Nu er Hodgson imidlertid blevet godt træt af de mange skriverier om hans valg og fravalg mod slovakkerne, at han benyttede søndagens pressemøde til at svare kritikerne igen.

- Jeg affinder mig med så meget sludder og vrøvl, der bliver sagt til mig og skrevet, at jeg sjældent får chancen for at bringe tingene i orden, sagde en tydeligvis irriteret Roy Hodgson ifølge Sky Sports.

- Jeg vil sætte en eller to ting på plads. Jeg har måttet stikke min hage frem og sige, at jeg er ligeglad med, hvad alle andre tænker. Wayne Rooney skal med til EM, Wayne Rooney er vores anfører, og Wayne Rooney kommer til at spille.

Kyle Walker, Wayne Rooney og Harry Kane på bænken under kampen mod Slovakiet.
Kyle Walker, Wayne Rooney og Harry Kane på bænken under kampen mod Slovakiet. Foto: ROBERT GHEMENT / Scanpix Denmark

- Og nu scorede vi ikke mod Slovakiet trods 29 skudforsøg og 15 hjørnespark, og Gud ved hvad ellers, fordi Wayne Rooney ikke spillede mere end 30 minutter.

- Undskyld mig. Jeg har svært ved at følge det argument, at jeg nu skulle fortryde, at jeg ikke startede med Rooney, og at jeg ikke startede med (Harry) Kane og (Raheem) Sterling, som - såfremt jeg have foretrukket dem, og vi havde tabt - jeg ville være blevet kritiseret for.

Overordnet set er Roy Hodgson tilfreds med det, han har set sine spillere levere i Frankrig - og han er af den klare overbevisning, at præstationer frem for resultater skal afgøre, hvem der starter på banen, og hvem der må tage plads på bænken.

- Du kan vinde, eller du kan tabe. Vi vandt alle tre testkampe, og jeg synes ikke, at vi spillede særlig godt i nogle af de kampe, men vi vandt dem, så alle var tilfredse.

- Her, i min optik, har vi spillet bedre. Jeg synes, at vores præstation er et godt varsel for fremtiden, men vi har ikke vundet, så derfor er resultaterne dårlige, og derfor er vi dårlige. Sådan er livet, det accepterer jeg, og jeg forsøger ikke at skøjte hen over det på nogen måde.

- Men jeg kan ikke være så letkøbt, at jeg siger: ”Ja, I har ret, jeg ville ønske, at vi havde spillet med Wayne Rooney med start”. Jeg ved ikke, om stillingen havde været anderledes, hvis vi var begyndt med Wayne Rooney. Det var den ikke, da han kom ind.

England møder EM-ovarraskelsen Island i 1/8-finalen. Vinder England, så venter Frankrig i kvartfinalen.