EM i fodbold

Efter EM-skuffelse: Roy Hodgson siger op som landstræner

Efter fire år i spidsen for det engelske landshold har Roy Hodgson kastet håndklædet i ringen.

England skal på jagt efter en ny landstræner til landets fodboldlandshold. Mandag aften meddeler Roy Hodgson, at han stopper som landstræner efter 1-2-nederlaget til Island i EM-ottendedelsfinalen.

- Jeg vil se tilbage på mine fire år med stolthed. Jeg vil gerne takke medierne for den støtte, de har givet mig.

- Jeg er ked af, at det skulle ende på den her måde, men de her ting sker. Jeg håber, at vi snart får mulighed for at se England i finalen af en stor turnering, siger Hodgson.

Roy Hodgson blev udpeget som engelsk landstræner kort før EM i 2012, men han nåede ikke at skabe store resultater i sine tre slutrunder i spidsen for England. Tidligere i karrieren har Roy Hodgson blandt andet trænet Liverpool og FC København.