Joe Hart helt i kulkælderen: Målet var min skyld

Den engelske målmand er slemt skuffet efter holdet ikke formåede at slå Island ud af EM.

Den engelske målmand Joe Hart var naturligt nok meget nedtrykt, da han mødte pressen efter nederlaget på 1-2 mod Island ved EM.

Hart så ikke alt for heldig ud ved Islands andet mål, og han tager da også sin del af skylden for, at det ikke lykkedes for England at gå videre.

- Det var det værste, der kunne ske for os, og det må vi tage ansvar for. Vi indkasserede efter en dødbold og så et mere, som jeg skulle have haft, siger Hart til TV 2 SPORT efter kampen, og uddyber:

- Som gruppe er det vores skyld. Alle planerne var lagt og vi vidste alt om Island, men til syvende og sidst ramte vi ikke dagen. Personligt ramte jeg ikke dagen.

Som altid har forventningerne til England været høje forud for EM, og den officielle målsætning om en plads i semifinalen blev altså langt fra indfriet. Efter kampen har dommen i de britiske medier været nådesløs, og nederlaget er blevet kaldt det værste i Englands historie.

- Det er ikke bare et spørgsmål om at ville det. Der er ikke noget, vi vil mere. Men det er bare ord. Var i en god position, men vi kunne ikke gøre det. Vi kommer til at få en masse skældud, og vi fortjener det. Vi må lære af det her, og bringe England tilbage, hvor vi hører til.

- Vi kunne bare ikke finde vej tilbage ind i kampen. Den næste træner står over for en kæmpe opgave. Vi har arbejdet hårdt, men uden succes. Det er sådan det her hold vil blive husket, lyder det fra en nedtrykt Joe Hart.