Nådesløst engelsk medie giver karakterer: Vi havde 11 nuller på banen

Engelske medier 'slagter' landsholdet efter EM-skuffelsen mod Island - avisen The Times giver samtlige spillere bundkarakter for mandagens præstation.

Knap var Englands overraskende nederlag til Island i mandagens 1/8-finale ved EM en realitet, før vantro blev vendt til raseri mod de engelske landsholdsspillere og landstræner Roy Hodgson, der forlod sin post blot minutter efter kampen var fløjtet af.

Hjemlandets medier stod ikke bare i kø for at kritisere landsholdet og den tidligere træner - de kastede sig over 'Three Lions' med ord som 'ultimativ ydmygelse', 'kronisk underpræstation', 'skampletter på nationen', og 'ikke værdige til at bære trøjen'.

Avisen The Times kvitterede for det skuffende, engelske resultat med at give samtlige landsholdsspillere karakteren 0 ud af 10, da mandagens mangelfulde indsats fra de engelske stjerner skulle bedømmes - hér er et udpluk af avisens begrundelser:

Joe Hart - målmand: Passeret for nemt ved Islands andet mål, men havde to gode redninger fra klos hold.

Danny Rose - venstre back: Tog nu og da et løb i venstre side, men er kun blevet dårligere siden åbningskampen mod Rusland.

Wayne Rooney - offensiv midbanespiller: Tabte sin duel ved Islands første mål, og smed alt for mange bolde væk.

Jamie Vardy - angriber: Havde det svært, og har endnu ikke vist nogen form for indbyrdes forståelse med Harry Kane.

Til sammenligning får kun én af de islandske spillere en karakter lavere end otte - og selv dén var et pænt syvtal til målmand Halldorsson, der begik et tidligt straffespark mod Raheem Sterling:

  • Halldorsson: 7
  • Sævarsson: 8
  • Arnason: 8
  • Sigurdsson: 8
  • Skulason: 8
  • Gudmundsson: 8
  • Sigurdsson: 8
  • Gunnarsson:9
  • Bjarnason: 9
  • Sigthorsson: 8
  • Bodvarsson: 8

En anden stor, engelsk avis, Daily Mail, sætter nederlaget i historisk perspektiv: 'Mange englændere har forsøgt at skue tiden tilbage i de seneste dage - og nu lykkedes det for Roy Hodgson at skrue den helt tilbage til 1950.'

Ordene er en reference til en kamp ved VM i Brasilien i 1950, hvor den engelske fodboldovermagt tabte 1-0 til et landshold af amatørspillere fra USA; en tidligere britisk koloni - og et nederlag, der stadig gør ondt i den engelske fodboldbevisthed.

Andre - udenlandske - medier var dog knap så hårde i deres bedømmelse af de engelske spillere. Den franske sportsavis L'Equipe, der ellers ikke plejer at lægge fingre imellem, er måske det bedste eksempel:

Men på søndag er tonen måske en anden i L'Equipe - her er det nemlig de franske værter, der møder Island i EM's fjerde kvartfinale...