EM i fodbold

Vrede mod UEFA: Vil ikke holde et minuts stilhed for ofre

Tyrkiske fodboldfans er vrede på UEFA, der afviser et minuts stilhed til ære for ofrene for terrorangrebet i Istanbul.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Over 40 personer meldes dræbt efter tirsdagens terrorangreb i Atatürk Lufthavn vest for den tyrkiske storby, Istanbul.

De mange ofre vil dog ikke blive mindet med et minuts stilhed før kvartfinalerne, og det skyldes - efter svar fra Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA - at Tyrkiet ikke længere er med ved EM.

- UEFA siger, at der kun vil være et minuts stilhed, når tragedier relaterer sig direkte til fodbold eller til et af de deltagende lande eller værtsnationen, skriver Rob Harris, der er sportjournalist hos verdens største nyhedsbureau Associated Press, på Twitter.

UEFA's svar og beslutning har skabt vrede blandt tyrkere og flere andre nationalitet på de sociale medier.

- Trist at se, at UEFA ikke "respekterer" ofrene for terrorangrebet i Istanbul og på samme tid ejer det motto. Dobbeltmoral er ikke velkommen, skriver Burak Aydin på Twitter og følges op af flere landsmænd.

Tyrkiet blev nummer tre i gruppe D, men var ikke blandt de fire bedste treere og måtte derfor rejse hjem fra Frankrig. Der er dog stadig spillere med ved EM, der til daglig spiller i den bedste tyrkisk fodboldliga.

På sin hjemmeside er UEFA kommet med en udtalelse, hvor det udtrykker sin dybeste medfølelse med nationen Tyrkiet og ofrenes familier.

Tidligere i turneringen har der været holdt et minuts stilhed til ære for den nordirske fodboldfan, der omkom efter kampen mellem Polen og Nordirland den 12. juni.