EM fodbold

Uroen ulmer efter nederlag: Belgisk keeper sviner taktikken

Det er alt andet end forsonende toner fra den belgiske målmand efter nederlaget på 1-3 mod Wales.

Belgien er ude af EM efter et 1-3-nederlag mod Wales. Det er med garanti ikke noget, der er populært i hjemlandet, hvor forventningerne rakte til mere end et nederlag mod undertippede Wales.

Ikke desto mindre endte det sådan - og nu skal der så evalueres og findes syndebukke.

Målmand Thibaut Courtois har tidligere været ude med en harmdirrende kritik af træner Marc Wilmots' taktik. Det var efter 0-2-nederlaget mod Italien. Rygterne gik efterfølgende på, at de to havde været i et heftigt skænderi på flyet tilbage til lejren efter kampen.

Og måske der er et nyt skænderi på vej. For Courtois var heller ikke venligt stemt efter nederlaget mod Wales.

- Det var lige som mod Italien. Det var den samme taktik, og de samme problemer. Vi bliver straffet nådesløst af et dårligere hold.

- Jeg er meget skuffet. Jeg har engang tabt finalen i Champions League, men det her er værre. Vi havde en god chance for at nå finalen, men så tabte vi til Wales. Det var en stor chance, sådan som turneringen var endt ud. Sådan en mulighed får vi måske aldrig igen, siger Courtois til belgisk tv.

Da han blev spurgt til, hvorvidt han mente, at Belgien har brug for en ny træner, lød det kryptiske svar.

- Det er en beslutning, han selv må tage. Jeg har givet ham min holdning i omklædningsrummet.

Og uden at vide præcis, hvad der er blevet sagt, så kan man nok forestille sig, hvad målmandens 'anbefaling' lød på.