Wales' klubløse matchvinder: Det er svært at beskrive

Til stor overraskelse lykkedes det Wales at spille sig forbi Belgien, så waliserne nu er blandt de fire sidste hold ved EM.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Det walisiske fodboldeventyr vil ingen ende tage, og EM-debutanten er nu klar til semifinalerne ved slutrunden efter sejr på 3-1 over Belgien.

Angriberne Hal Robson-Kanu og Sam Vokes blev heltene for Wales, da de efter henholdsvis 55 og 86 minutter sendte bolden ind bag belgiernes målmand, Thibaut Courtois.

- Det var fantastisk. I første halvleg kæmpede vi for at komme tilbage i kampen, og vi vidste, at hvis vi i anden halvleg bare kæmpede som i første, så ville vi blive belønnet, sagde målscoreren til 2-1, Hal Robson-Kanu, efter kampen.

- Det er selvfølgelig svært at beskrive (Wales' bedrift, red.). Det er noget, vi har arbejdet så hårdt for i seks til otte år, så at nå hertil kan tilskrives alle dem, der er involveret.

Kan I tillade jer at drømme om at vinde EM?

- Vi har verdensklassespillere på holdet, og forsvarsmæssigt kan vi være solide som en klippe. De to ting tilsammen gør, at vi står med gode chancer, men nu vil vi nyde det i aften og forberede os på næste kamp, siger Robson-Kanu.

Wales' modstander i semifinalen er Portugal, der torsdag aften slog Polen ud. Waliserne må dog undvære midtbaneprofilen Aaron Ramsey, der fik gult kort i kvartfinalen og derfor har karantæne.