Laudrup kritiserer belgisk træner for taktisk brøler

Marc Wilmots må tage sin del af skylden for Belgiens EM-exit, mener Michael Laudrup, der også er glad for, at Wales er i semifinalen.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Stik imod Michael Laudrups forventning blev Belgien den lille mod Wales.

"De røde djævle" var ellers af mange spået til at gå endnu længere i Frankrig, men spillerne og taktikken hos landstræner Marc Wilmots fejlede mod de undertippede walisere, mener fodboldlegenden.

- Jeg synes aldrig på noget tidspunkt, at Belgien - de har selvfølgelig nogle indlæg til sidst - rigtig kommer til det helt store, sagde Michael Laudrup i EM-studiet på TV 2 fredag aften.

- Jeg synes også, at taktikken må tage skylden for det, og det må man så lægge over på træneren. Jeg kan blandt andet ikke forstå, hvordan man kan sætte (Marouane) Fellaini ind, og så spiller han defensiv midtbanespiller. Det forstår jeg godt nok ikke.

- Alle, som har fulgt ham, ved, at han skal længere frem. Det er, når han kommer ind i feltet, at han er farlig. Han skal altså ikke ligge og spille som en (Sergio) Busquets eller (N'Golo) Kanté. Det duer han ikke til.

Belgiernes underpræstation skal dog ikke tage noget for de walisiske spillere, mener Michael Laudrup videre, der før kampstart spåede belgisk sejr, men efter slutfløjtet var glad for, at han var forkert på den.

- Jeg havde håbet på, at det kunne blive sådan en kamp, men jeg ville aldrig nogensinde have troet det. Jeg må være ærlig og sige, at jeg håbede, Wales gik videre, men jeg troede faktisk ikke på det. Jeg troede faktisk, at Belgien ville være for stærke, efter at jeg havde set dem mod Ungarn, sagde Laudrup fra TV 2's kommentatorposition under taget på Stade Pierre Mauroy i Lille.

- Men jeg må bare sige, at jeg heldigvis tog fejl. Det er dejligt at se, og det er værd at glæde sig over, at det ikke var på fedtspil, hvor Wales bare stod nede og ventede på en eller anden tilfældig kontra og så vandt 1-0.

Som det første britiske hold i 20 år er Wales nu klar til semifinalerne ved en slutrunde, og det er der i Michael Laudrups øjne en simpel forklaring herpå.

- Der er spillere, der vokser og faktisk kommer op på - uden at det skal lyde som kritik - et niveau, hvor de rent faktisk ikke hører hjemme. Der er nogle spillere, som til daglig spiller i mindre klubber, også et par stykker i Championship, og de kommer altså lige op og hæver niveauet, selv om de spiller mod folk, der spiller i absolut topklubber, sagde han i EM-studiet.

- Det er sådan noget, der sker i løbet af en turnering, når man har succes, og der er den der ånd. På den anden side havde vi et Belgien, som jeg synes - i hvert fald set udefra - ikke er et hold i harmoni.

- Man kan se, at der ikke skal meget til at slå dem ud, så går de og råber lidt ad hinanden og skælder hinanden ud i stedet for at tage ansvar. Den eneste, der rigtig tog ansvar i dag (fredag, red.) var (Eden) Hazard.

Wales møder Portugal i semifinalen. Kampen spilles på onsdag og kan naturligvis følges i livebloggen på em.tv2.dk.