Se waliserens forbudte dansetrin - også fra omklædningsrummet
Walisiske Joe Ledley kan danse sig i semifinalen sammen med sine holdkammerater fra Wales. Efter sejren viste han igen den karismatiske dans frem.
Hvis ikke Vild med Dans snart kontakter Joe Ledley, så må der være noget galt.
Efter kvartfinalen imod Belgien viste han endnu en gang sine danseevner på græsset. Han havde, naturligvis, også gemt flere til omklædningsrummet, som du kan se her.
Det er dog ikke nyt, han laver dem, når kameraerne normalt ikke er på, det fortalte han tidligere i EM-turneringen.
- Jeg har altid lavet dem i omklædningsrummet. De var ret spontane, men gutterne og venner derhjemme kender mine trin, og hvad jeg kan. Jeg manglede bare en passende lejlighed, og det var Rusland-kampen, har han fortalt.
Crystal Palace-spilleren er sammen med resten af Wales-truppen debutant ved EM, og det må siges at være noget af et eventyr.
Med sejren i går er waliserne nu i semifinalen, hvor Portugal venter. Og så er spørgsmålet vel bare, om det ikke snart er på tide, at Joe Ledley får videreudviklet sin dans en smule.