AaB henter Casper Sloth hjem fra Leeds
Casper Sloth fortsætter karrieren i AaB efter et mislykket ophold på to år i engelske Leeds.
Den tidligere landsholdsspiller Casper Sloth vender tilbage til dansk fodbold, hvor han i de kommende tre sæsoner skal repræsentere AaB.
Den 24-årige midtbanespiller skiftede for to år siden til engelske Leeds, hvor han aldrig fik den store succes.
I AaB har sportsdirektør Allan Gaarde store forventninger til klubbens nyindkøb.
- Af forskellige årsager har Casper Sloth ligesom i øvrigt flere andre danske spillere ikke opnået den sportslige succes i udlandet, som han havde håbet og troet på, siger Gaarde til AaB's hjemmeside.
- I Alka Superligaen kender vi imidlertid Caspers kreative kvaliteter. Hen over tre-fire sæsoner beviste han sig i Aarhus, og han kommer nu til AaB som en sulten spiller og med en perfekt alder, siger sportsdirektøren.
På to år i engelsk fodbold nåede Casper Sloth blot at spille 14 officielle kampe for Leeds, der spiller i The Championship.