EM fodbold

Baneløber jagtede Ronaldo: Nu straffes Portugal med bøde

Portugal har fået en bøde på 52.000 kroner, efter en baneløber invaderede banen, og deres fans brugte romerlys i kvartfinalen imod Polen.

Første gang slap de, men anden gang gik den ikke længere. Portugal har fået en bøde af UEFA, efter en baneløber invaderede banen, og landets fans fyrede romerlys af.

Afgørelsen kommer, efter UEFA har kigget nærmere på flere punkter fra kvartfinalen imod Polen, som Portugal vandt på straffespark.

Portugals Fodboldforbund får i alt to bøder til en værdi af 7.000 euro eller 52.000 danske kroner. Romerlys på tribunen koster de 2.000 euro, mens baneløberen, der løb direkte efter Ronaldo, koster forbundet 5.000 euro.

Herudover har UEFA noteret sig, at der efter kampen var flere baneinvasioner. Dem har UEFA dog valgt kun at give en advarsel for.

Det er ikke første gang i turneringen, at Portugal får en advarsel, efter en baneløber har indtaget græsset. Sidste gang var den efterhånden kendte sag, hvor Ronaldo tog en selfie med en portugisisk fan. Den situation kan du se her:

Polen risikerer desuden også at blive straffet. Hele tre punkter har fundet vej til UEFA's liste over mulige regelbrud. Ligesom Portugal benyttede Polens fans også romerlys på tribunen. Herudover kom de for sent til starten på 2. halvleg, mens der undervejs i 2. halvleg gik omkring 50 kampklædte politibetjente op til uroligheder på tribunen. Afgørelsen på det kommer den 21. juli.