Engelsk landsholdsspiller besvimet og indlagt på hospitalet i nakkekrave

Den engelske landsholdsspiller Chris Smalling er blevet indlagt på et hospital på Bali, efter han besvimede. Det bekræfter Manchester United.

Den 26-årige forsvarsspiller Chris Smalling er besvimet og efterfølgende indlagt på et hospital på sin ferie på Bali.

Det bekræfter Manchester United på sin hjemmeside, efter et billede af Chris Smalling har ramt de sociale medier.

- Manchester United kan oplyse, at Chris Smalling har fået madforgiftning på sin ferie, hvilket resulterede i, at han besvimede søndag.

- Den 26-årige forsvarsspiller blev kørt til hospitalet og har det fint nu. Smalling er lige nu på ferie på Bali efter EM med England, inden han vender tiilbage til opstarten og træning senere på måneden.

- Chris vil gerne takke alle for deres beskeder, skriver klubben.

På billedet, som man kan se herunder, er Smalling i gang med at underskrive en United-trøje, mens han ligger i nakkekrave.

Flere engelske medier, herunder The Independent, skriver, at ubekræftede rygter går på, at Smalling skulle være stukket af en gople i forbindelse med en surferlektion.

Chris Smalling var med i den EM-trup, der meget skuffende røg ud til Island ved EM.