Portugals frygt bekræftet: Nøglespiller risikerer at misse semifinalen
Pepe har været blandt Portugals bedste spillere under EM i Frankrig, men nu risikerer han at misse semifinalen mod Wales.
Portugal kan meget vel komme til at undvære en af holdets absolutte nøglespillere, når det onsdag aften skal spille mod Wales om at komme i finalen ved EM i Frankrig.
Pepe har nemlig problemer med smerter i den ene lårmuskel, og har trænet for sig selv tirsdag. Først onsdag morgen skal undersøgelser afgøre, hvorvidt Pepe er klar til kamp.
- Jeg kommer til at have en søvnløs nat, siger landstræner Fernando Santos.
- Der er en chance for, at han kan spille i morgen, men vi har en meget svær kamp, så alle spillere skal være 100 procent klar for at få lov til at spille. Vi tager en endelig beslutning onsdag morgen, fortsætter han.
Modstanderholdet fra Wales må helt sikkert undvære en profil i kampen. Det er midtbanespilleren Aaron Ramsey, der er ude med karantæne.
Træner Fernando Santos er dog sikker på, at holdet nok skal klare det – selv hvis Pepe er ude.
- Det er ikke en ny situation for os. Vi har før prøvet, at vi har haft spillere tvivlsomme med skader før vigtige kampe, siger han.
Kampen spilles klokken 21:00 dansk tid.