EM i fodbold

Drømmen lever endnu for Ronaldo: Har troet på det lige fra starten

Med en sejr på 2-0 over Wales er Portugal klar til sin anden EM-finale på 12 år.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Cristiano Ronaldo blev historisk, da han med sit niende EM-mål var stærkt medvirkende til, at Portugal er klar til EM-finalen.

Real Madrid-spilleren scorede portugisernes første mål i 2-0-sejren over EM-overraskelsen Wales.

- Det er, hvad vi har drømt om siden begyndelsen. Vi vidste, at det ville blive en lang vej, og vi er stadig med i turneringen, sagde Cristiano Ronaldo efter kampen.

- Vi har troet på det lige fra starten. Vi havde svære øjeblikke, men det er bedre at lægge dårligt ud og slutte godt af end omvendt. Spillerne, trænerne og lægestaben har ydet en ekstraordinær indsats. Vi har ikke vundet noget endnu, men vores drøm lever endnu.

Se Cristiano Ronaldos kraftfulde hovedstødsmål i videoen herunder.

Søndagens EM-finale bliver Cristiano Ronaldos anden i karrieren. Den første i 2004 endte med et smertefuldt nederlag til Grækenland og en Ronaldo i tårer.

- Jeg håber, at vi (efter finalen) vil smile, og at det vil være glædestårer. Jeg har altid sagt, at min drøm var at vinde et trofæ med Portugal, sagde Ronaldo.

- Vi er tættere på det, og jeg tror, at vi vinder. Med masser af hårdt arbejde, ydmyghed og selvopofrelse, hvilket jeg altid har udvist i min karriere, kan disse ting lade sig gøre.

Sejren over Wales var Portugals første i ordinær tid ved EM-slutrunden i Frankrig. Indtil da var blevet til tre uafgjorte kampe i gruppespillet, sejr over Kroatien i 1/8-finalen efter forlænget spilletid og sejr over Polen i kvartfinalen efter straffesparkskonkurrence.

I finalen på Stade de France møder Portugal enten Tyskland eller Frankrig. Den semifinale afgøres i Marseille torsdag aften.