Enighed efter speciel straffesparks-episode: Her trådte Ronaldo i karakter
Tirsdag kom det frem, hvordan Ronaldo bad Moutinho sparke straffespark i kvartfinalen imod Polen. Eksperter mener, han netop der trådte i karakter.
Cristiano Ronaldo viste sig som en ægte anfører og leder i kvartfinalen mod Polen, da Portugal skulle udvælge sparkere til straffesparkskonkurrencen.
Væk fra kameraerne og ude af rampelyset stod en ellers rutineret Joao Moutinho med 87 landskampe på CV'et. Han havde tilsyneladende gemt sig væk for at undgå at være blandt de fem portugisiske sparkere.
Den gik dog ikke med Ronaldo som anfører.
- Kom og spark, kom og spark. Kom. Du skal gøre det. Hvis vi taber, så fanden tage det. Vær stærk. Vær stærk. Du rammer dem godt, kom nu, råbte Ronaldo opmuntrende, mens Moutinho kom snigende tilbage på banen.
Og netop den situation viser, hvad Ronaldo består af, mener Peter Sørensen, der under EM er fodboldekspert hos TV 2 SPORT.
- Der træder han i karakter som mere end en selvpromoverende spiller. Der går han ind og siger; "venner, kom herind. Det kan I. Det skal I. Hvad er det værste, der kan ske? Det er, vi kan tabe. Det er en fodboldkamp, og så går livet videre alligevel," sagde Peter Sørensen i EM-studiet.
Da Portugal i 2012 tabte EM-semifinalen til Spanien efter straffesparkskonkurrence, var det netop Joao Moutinho, der brændte det første spark for portugiserne. Denne gang var han mere sikker, da han sparkede imod Polen, som du kan se her.
Den tidligere Landsholds- og Brøndbyspiller Malene Marquard mener også, at det er kvaliteter som disse, der opvejer de tidspunkter, hvor han er en mere selvpromoverende spiller, som Peter Sørensen nævner.
- Han er nødt til at have den her personlighed, og han er nødt til at gå forrest, som vi ser, han gør her. Når han har den her attitude inde på banen, hvor han tit har en udstråling, der ikke lige går holdets vej, så er han nødt til at have den anden side også, siger Marquard.
I aften får Ronaldo endnu en gang mulighed for at vise, hvad han er lavet af, når Portugal møder Wales i den første EM-semifinale. Du kan følge kampen i vores liveblog her på siden.