EM fodbold

Sært, bizart og til at grine af: Her er EM's mest spøjse øjeblikke

Med en EM-slutrunde følger rigtig mange spilminutter og dermed også anledning til mange skøre og finurlige episoder.

Det er blevet tid til at finde smilet frem - eller måske snarere en forundret mine, for her har vi fundet nogle af EM's mere spøjse episoder frem.

Med kameraer placeret nærmest overalt på og uden for stadion, kan hverken spillere eller trænere vide sig sikre på, at de ikke ender i søgelyset.

Der har været nok episoder at tage af, men de bedste er listet herunder. De vises i den rækkefølge, de er sket. Nederst på siden kan du stemme på din personlige favorit.

Hvad skete der lige her?

  1. Møs til Modric

    En kroatisk fan var så glad for Luka Modrics 1-0-scoring mod Tyrkiet, at han løb på banen og kyssede ham.

    Sikkerhedsvagter førte ham derefter tilbage på tribunen.

  2. Löws buksepilleri

    Joachim Löw skød EM-slutrunden i gang på sin helt egen måde, da han under kampen mod Ukraine kløede sig i bukserne og derefter lugtede til fingrene. Det resulterede i rigtig mange kommentarer på de sociale medier.

    Senere var spilleren Lukas Podolski ude og forsvare Löw, der efterfølgende beklagede episoden.

  3. Buffon falder i jubel

    Den italienske målmand Gianluigi Buffon var ekstatisk, da han ville fejre sejren over Belgien med fansene, men jublen gik ikke helt som planlagt, da han faldt på halen.

    Også Italiens landstræner, Antonio Conte, fik et par skræmmer med på vejen, da han jublede over sit holds mål til 1-0 mod Belgien. Han fik nemlig en flænge under næsen, der måtte lappes af holdets læger.

  4. Kæmpehagl afbrød kamp

    Store hagl tvang dommeren til midlertidigt at afbryde kampen mellem Nordirland og Ukraine.

  5. Nordirsk udskiftningskaos

    Det endte i et mindre kaos, da Nordirland ville foretage en udskiftning i kampen mod Ukraine. Der var tilsyneladende ikke helt enighed om, hvem der skulle ud og ind på banen - i sidste ende udløste det en advarsel.

  6. Ubudne gæster i Island

    EM-drømmen levede på sit højeste på Island, indtil Ungarn med få minutter tilbage af kampen punkterede drømmen midlertidigt.

    Da Ungarn udlignede til 1-1 i kampen mod Island, viste der sig at være ubudne gæster blandt de islandske fans. Midt i den blå menneskemængde dukkede der pludselig en flok ungarske fans op.

  7. Ronaldo-selfie

    Efter slutfløjtetet i Portugals skuffende 0-0-kamp mod Østrig, kom en ung fyr løbende på banen for at tage en selfie med Ronaldo.

    I første omgang rev en vagt ellers den portugisiske fan væk, men superstjernen fik råbt vagten op. Og når Ronaldo taler, så lytter man tilsyneladende, som du kan se i videoen.

  8. Bolden flækker midtover

    Kampen mellem Frankrig og Schweiz var hård ved materialet.

    Franske Antoine Griezmann blev tacklet af en schweizer, der dog kom til at træde så hårdt på bolden, at den revnede.

  9. Tøjkrise for Schweiz

    Fire forskellige spillere fra Schweiz måtte skifte trøje undervejs i kampen mod Frankrig, fordi stoffet blev revet i stykker.

    Tøjproducenten Puma har efterfølgende fået en masse mere eller mindre pæne beskeder på de sociale medier, men også schweizernes stjerne Xherdan Shaqiri har været ude med morsomheder:

    - Jeg håber, at Puma ikke producerer kondomer, udtalte han.

  10. Roy Keane i skænderi

    Der var heftigt skænderi på sidelinjen, da assistenttræner Roy Keane fra Irland og den franske træner Didier Deschamps var uenige om en situation på banen

  11. Baneløber efter Ronaldo

    I den forlængede spilletid af kvartfinalen mellem Polen og Portugal løb en tilskuer på banen og gik direkte efter Cristiano Ronaldo.

    Portugal er efterfølgende blevet pålagt en straf for episoden.

  12. Müllers grimasser

    Tyske Thomas Müller var stærkt utilfreds med Italienske Chiellini, der efter hans mening tydeligvis tilegnede sig et frispark ved at filme.

    Müllers utilfredshed viste sig gennem grimasser over for både Chiellini og målmand Buffon.

Episoderne optræder på listen i den rækkefølge, de er sket.

Afstemning

Hvilken episode er din favorit?