EM fodbold

Ædel gestus: Ronaldo inviterer italiensk fodboldenke til finalen

Cristiano Ronaldo har inviteret Chantal Borgonovo til at overvære søndagens EM-finale på Stade de France.

Se EM på TV 2 og TV 2 PLAY.

Portugals Cristiano Ronaldo har ved flere lejligheder bakket op om kampen mod den sjældne sygdom ALS.

Blandt andet i 2015 og året før, da han sammen med flere andre sportsstjerner deltog i velgørenhedskampagnen #IceBucketChallenge.

Nu viser Ronaldo sig endnu en gang fra sin gode side. Til EM-finalen mellem Portugal og Frankrig har fodboldstjernen inviteret enken til den tidligere Fiorentina- og Milan-angriber Stefano Borgonovo.

- Cristiano og Jorge (Ronaldos agent, red.) har altid været tæt på min familie, og jeg er meget glad og taknemmelig for, at de fortsætter med at huske min mand og støtte os i kampen mod ALS, siger Chantal Borgonovo ifølge Ojogo.

Den 5. september 2008 offentliggjorde Stefano Borgonovo, at han led af sygdommen. Han døde for tre år siden i en alder af 49 år.

Stefano Borgonovo nåede tre italienske landskampe og spillede blandt andet sammen med John Sivebæk i Pescara og Thomas Helveg i Udinese.

Chantal Borgonovo overværede også 1/8-finalen mellem Italien og Spanien.