Portugals målhelt: Ronaldo forudså min scoring
En skadet Cristiano Ronaldo var med til at give matchvinder Eder troen på, at han kunne afgøre EM-finalen.
Meget er sagt og skrevet om superstjernen Cristiano Ronaldo, og nu tillægger den portugisiske målscorer i EM-finalen i fodbold mod Frankrig, Eder, også sin anfører gode evner som spåmand.
- Ronaldo sagde til mig, at jeg ville score det afgørende mål for holdet, siger Eder ifølge O Jogo.
Ronaldo udgik med en skade allerede i første halvleg.
- Han giv mig styrke og energi, og det var vitalt, siger Lille-spilleren, som kom ind med godt ti minutter tilbage af den ordinære kamp og afgjorde det hele med et langskud i den forlængede spilletid.
Inden søndagens finale havde Eder blot spillet 13 minutter ved slutrunden.
- Det var et mål, jeg havde arbejdet for at score siden første minut af turneringen, lyder det fra Eder.
- Det er fantastisk. Det er velfortjent, og vi bør alle blive lykønsket, siger portugiseren.
Det er første gang nogensinde, at Portugal vinder EM. I 2004 tabte holdet finalen mod Grækenland på hjemmebane.
/ritzau/AFP