EM fodbold

10-årig tager verden med storm: Man bør trøste hinanden - også dem man ikke kender

Drengen, der har rørt hele verden, vil være et godt eksempel for andre.

10-årige Mathis har taget hele verden med storm efter et videoklip, hvor man ser ham trøste en grædefærdig fransk fan, er blevet heftig delt på de sociale medier.

Mathis er født og opvokset i Frankrig, men har portugisiske forældre, og holder derfor med de nykårede europamestre. Ikke desto mindre fandt han tid til at trøste en fremmed voksen.

- Vi kender ikke hinanden, men at trøste ham er da ret godt (..) For mig var det en god oplevelse, fortæller Mathis.

Alverdens medier har siden hen bragt videoklippet med den lille portugisiske dreng med det usædvanlige store hjerte.

Alene på TV 2 NYHEDERNES facebookside er klippet blevet set mere end 1,2 millioner gange.

Se hvordan han trøster franskmanden i videoklippet øverst i artiklen, hvor den 10-årige dreng også kommer med en opsang til de voksne.

- Jeg tror, de voksne fulgte eksemplet med denne gestus. Jeg håber, det har fået dem til at forstå, at man skal trøste folk, selvom man ikke kender dem, fortæller Mathis blandt andet.

Det gamle ordsprog ’tab og vind med samme sind’ bliver i den grad taget til helt nye højder.

Mathis fotæller desuden, at han synes den portugisiske målmand, Rui Patricio, var finalens bedste spiller, men lægger ikke skjul på, at hans store drøm er at møde Cristiano Ronaldo.

Portugisisk guldrus

EM-finalens eneste mål blev scoret af 19 minutter inde i den forlængede spilletid af den portugisiske indskifter, Eder.

Efter slutfløjtet, og Portugal havde vundet 1-0, var der tårer, romerlys, fyrværkeri og glæde ad libitum. Især i Lissabon gik menneskemængden amok, som det kan ses på billederne herunder: