Fodbold

Officielt: FC Midtjylland har solgt Pione Sisto

Pione Sisto er solgt til Celta Vigo, bekræfter midtjyderne.

Rygterne har svirret længe, men først nu er det helt officielt. 

Pione Sisto forlader FC Midtjylland og Superligaen og skifter til den spanske klub Celta Vigo, der sluttede på sjettepladsen i den spanske liga i sidste sæson. 

På klubbens hjemmeside bekræfter FC Midtjylland nu selv handlen.

- Vi er rigtig stolte af handlen. Akademiet har igen bevist sit værd. Pione er en lokal knægt fra Tjørring, vi nu har solgt til en stor udenlandsk klub. Det er både klubsamarbejdets, akademiets og førsteholdets fortjeneste, så stor ros til alle i FC Midtjylland, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.

FC Midtjylland nævner ikke, hvad klubben har tjent på Sisto, der havde kontrakt til udgangen af 2018. Både i spanske og danske medier er der tidligere blevet spekuleret i en købspris på mellem 40 og 50 millioner kroner, og det stemmer godt overens med det tal, som TV 2 SPORT har fået oplyst. Ifølge vores oplysninger tjener midtjyderne op mod 50 millioner kroner på handlen.

21-årige Pione Sisto har været en afgørende profil hos FC Midtjylland i de seneste sæsoner. Ikke mindst da den midtjyske klub i forrige sæson for første gang i klubbens historie vandt DM-titlen. 

Allerede sidste sommer var der massive rygter om et salg til udlandet, men først nu kommer fodboldtroldmanden fra Tjørring afsted.

- Han har fortjent det. Han har selvtrænet meget, han har været professionel og virkelig arbejdet hårdt. Også i den periode, hvor der var knap så meget medvind på cykelstien, har han gjort alt for at komme tilbage. Han er en af de spillere, man virkelig under det. Han har både et stort talent og en enorm vilje, lyst og sult til at være fodboldspiller, siger Claus Steinlein.

Pione Sisto, der har sudanske forældre og kom til Danmark, da han var få måneder gammel, fik sin debut på A-landsholdet tilbage i september måned sidste år og har to A-landskampe på sit cv. 

I Celta Vigo bliver han klubkammerat med danske Daniel Wass, der kom til klubben sidste sommer. Også Michael Krohn-Dehli har tidligere spillet for Celta Vigo. 

Sistos aftale med Celta Vigo gælder for de næste fem sæsoner. 

Største salg fra Superligaen

  1. Ebbe Sand

    Transfersum: 38 millioner kroner.

    Angriber Ebbe Sand fra Brøndby IF til tyske Schalke 04 i 1999.

  2. Rasmus Nissen

    Transfersum: 41 millioner kroner.

    Forsvarsspiller Rasmus Nissen fra FCM til hollandske Ajax i 2018.

  3. Pione Sisto

    Transfersum: 45 millioner kroner.

    Kantspiller Pione Sisto fra FC Midtjylland til spanske Celta Vigo i 2016.

  4. Dame N'Doye

    Transfersum: 47 millioner kroner.

    Angriber Dame N'Doye fra FCK til russiske Lokomoiv Moskva i 2005.

  5. Christian Poulsen

    Transfersum: 52 millioner kroner.

    Midtbanespiller Christian Poulsen fra FC København til tyske Schalke 04 i 2002.

  6. Emre Mor

    Transfersum: 52 millioner kroner.

    Kantspiller Emre Mor fra FC Nordsjælland til tyske Borussia Dortmund i 2016.

  7. Daniel Amartey

    Transfersum: 54 millioner kroner.

    Forsvarsspiller Daniel Amartey fra FCK til engelske Leicester i 2016.

  8. Andreas Cornelius

    Transfersum: 65 millioner kroner.

    Angriber Andreas Cornelius fra FC København til engelske Cardiff i 2013.

  9. Daniel Agger

    Transfersum: 65,2 millioner kroner.

    Forsvarsspiller Daniel Agger fra Brøndby IF til engelske Liverpool i 2006.

  10. Alexander Sørloth

    Transfersum: 75 millioner kroner.

    Angriberen Alexander Sørloth fra FC Midtjylland til engelske Crystal Palace i 2018.

Kilde: Transfermarkt.com

I transfersummen tages der ikke højde for inflation. Den er udregnet efter dagskursen mellem euro og kroner i august 2018.