Sisto efter Celta-skifte: Det er en drøm at prøve noget nyt og større
Pione Sisto jubler over sit skifte til Celta Vigo, som ifølge TV 2 SPORT's oplysninger sender et stort millionbeløb til Herning
Han kan kendt til interessen i et års tid, men først nu er flirt blevet til fælles fodboldfremtid for Pione Sisto og Celta Vigo.
Den kreative midtbaneprofil fra FC Midtjylland har sat sin signatur på en femårig aftale med den spanske klub, og det er den 21-årige dansker glad for. Rigtig glad, faktisk.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Pione Sisto i et tv-interview, som FC Midtjylland selv har lavet - og som du kan se i sin fulde længde i videoen.
- Det har altid været en drøm at prøve noget nyt og større end dér, hvor man er lige nu. Og det må man sige, at jeg i den grad kommer til nu, siger Sisto, der er opvokset i Tjørring ved Herning og aldrig har spillet i andre klubber end FC Midtjylland.
Celta Vigo blev nummer seks i den spanske liga i sidste år, og spanierne har betalt godt for at få navnet Sisto trykt bag på en af klubbens lyseblå spilletrøjer. Både i spanske og danske medier er der tidligere blevet spekuleret i en købspris på mellem 40 og 50 millioner kroner, og det stemmer godt overens med det tal, som TV 2 SPORT har fået oplyst. Ifølge vores oplysninger tjener midtjyderne op mod 50 millioner kroner på handlen.
- Jeg kommer til en klub, som virkelig gjorde det godt i sidste sæson. De spiller en fantastisk slags fodbold, det er virkelig attraktivt. Og det virker til, at jeg kommer til en klub, hvor sammenholdet betyder rigtig meget. Det har jeg også oplevet her i FCM, og det betyder meget for mig, at tingene forholder sig sådan, siger Sisto i interviewet med FCMtv.
Pione Sisto, der har sudanske forældre og kom til Danmark, da han var få måneder gammel, fik sin debut på A-landsholdet tilbage i september måned sidste år og har to A-landskampe på sit cv.
I Celta Vigo bliver han klubkammerat med danske Daniel Wass, der kom til klubben sidste sommer. Også Michael Krohn-Dehli har tidligere spillet for klubben.