Rio 2016

Det gik du glip af i nat: Frisparksperler og vanvidstacklinger

Kvindernes fodboldturnering kickstartede OL, og nattens kampe bød på frisparksperler, hårde tacklinger og tilskuerhetz mod amerikansk superstjerne.

OL 2016 er i gang. Sådan da. Selvom åbningsceremonien først er på fredag, så skød kvindernes fodboldturnering legene i Rio i gang tirsdag, og natten til onsdag blev der spillet tre særdeles underholdende og målrige kampe.

Se alt fra OL i Rio på TV 2 PLAY

Hvis du ikke var oppe hele natten for at se OL-fodbold, så kan du i denne få et overblik over nattens begivenheder.

Zimbabwe smadrede Tyskland – men tabte kæmpestort

Tyskland var Zimbabwe overlegne og vandt med tenniscifrene 6-1 i gruppe F. Men det var faktisk Zimbabwe, der tromlede tyskerne i kampen.

I hvert fald gik zimbabwerne i den grad til makronerne og leverede flere voldsomme tacklinger.

Men i selve fodboldspillet kunne de ikke helt stå mål med tyskerne, der med storsejren topper puljen. Særligt Bayern München-spilleren Melanie Behringer efterlod et pænt aftryk med et panenkalignende frisparksmål fra 35 meter. Se målet og de andre seks scoringer fra kampen i videoen neden for.

Superstjerne buhet i amerikansk sejr

De forsvarende mestre og favoritter til at vinde det tredje OL-guld i træk, USA, fik et på mange måder planmæssigt afsæt på deres OL-turnering. Uden på noget tidspunkt at være pressede slog de amerikanske kvinder New Zealand med 2-0.

Se højdepunkter fra kampen her:

Kampen vil dog særligt blive husket for tilskuernes ikke så hjertelige forhold til den amerikanske keeper og superstjerne Hope Solo. Hver gang målvogteren var i nærheden af bolden kvitterede publikum på stadion i Belo Horizonte med højlydte buhråb.

Fremragende franske frisparksperler

Nattens sene kamp stod mellem Colombia og Frankrig i gruppe G, hvor også New Zealand og USA spiller. Kampen endte med en komfortabel 4-0-sejr til Les Bleus, men vil særligt huskes for to særdeles veldrejede frispark.

Først drejede Lyon-spilleren Camille Abily bolden ind bag en sprællende Sandra Sepulveda i Colombia-målet til 3-0 mod første halvlegs afslutning. Og i anden halvleg sprang Sepulveda på ny forgæves i forsøget på at stoppe et ustoppeligt frispark. Denne gang fra Amel Majri, der ligeledes spiller i Olympique Lyon.

Se alle fire mål fra kampen i videoen her: