Rio 2016

OL-tilbageblik: Sensationen i Rom - Froms magiske tyggegummi

Holdets to yngste, Tommy Troelsen og Harald Nielsen, i koncentreret hovedstødsøvelse på træningsbanen i Rom. Aage Sørensen / Scanpix Denmark

OL står igen for døren og med det forhåbentlig fornyet dansk fodboldsucces. Herunder følger historien om Danmarks utrolige OL i 1960. Til inspiration.

En vinterdag i slutningen af 1959 mødes tre mænd på Forsvarets Gymnastikskole i Ryvangen i København. Landstræner Arne Sørensen, Danmarks første fastansatte landstræner, har bedt Danmarks Idrætsforbunds instruktør, Aksel Bjerregaard, og landsholdsspiller Flemming Nielsen om at være en del af højt anlagt eksperiment. Det danske landshold, som heldigt har kvalificeret sig til OL i Rom, skal i bedre form og Bjerregaards "circuit træning" er nøglen. I løbet af vinteren træner hele det danske landshold, som udelukkende består af af amatører, hårdere end nogensinde tidligere, og da de endelig når frem til OL bærer deres intensive arbejde frugt. Indledningvis i hvert fald.

Det følgende et et uddrag af Hans Mortensens bog Sommeren 1960. Vi kommer ind i turneringen ved semifinalen. Danmark møder favoritterne fra Ungarn.

Det danske hold mod Norge forud for OL: Stående fra v.: Henry From, Harald Nielsen, H. C. Nielsen, Poul Andersen, Poul Jensen, Jørn Sørensen, Siddende fra v.: John Danielsen , Bent Hansen, Poul Petersen, Flemming Nielsen, Henning Enoksen, Vejle. .;

Medaljefeber

Arne Sørensen kigger rundt på sine spillere. De sidder i omklædningsrummet på Flaminio Stadion i Rom. Henry From, Poul »Løve« Andersen, Hans Christian Nielsen, Poul Jensen, Bent Hansen, Flemming Nielsen, Poul Pedersen, Tommy Troelsen, Harald Nielsen, Henning Enoksen og Jørn Sørensen.

Det er dem, der skal ud og levere noget helt ekstraordinært,  hvis de overhovedet skal have en chance mod Ungarns storfavoritter.  De har slået dem i Idrætsparken, javist. Men én gang til? Ungarerne er gået videre fra indledende pulje med maksimumpoint og en målscore på 15-2. De er skræmmende gode.

Arne Sørensen ved, at hans spillere skal præstere maksimalt. I to kampe har de kæmpet, i én kamp har de spillet godt. I dag skal de gøre begge dele for at have en chance. Han vil have dem tændt hundrede procent fra start, og han kender dem godt nok til at vide, hvordan det skal gøres.

– Hvis I finder jer i den behandling, så er I simpelthen nogle tøsedrenge. De håner jer jo

landstræner Arne Sørensen

– Hvis I finder jer i den behandling, så er I simpelthen nogle tøsedrenge. De håner jer jo, siger han, og kigger rundt. Arne Sørensen kan se, at han har ramt plet igen.

Det er opvarmningen, han henviser til. Da de danske spillere kom op på banen, havde ungarerne taget de ti bolde, der var lagt frem til deling mellem de to hold. De nægtede pure at aflevere de fem, der var tiltænkt danskerne. Derfor måtte Sørensens spillere varme op med gymnastikøvelser og let løb. Til slut fandt de en bold næsten uden luft – den prøvede ungarerne også at hugge.

– I kan ikke lade det sidde på jer. Gå til dem lige fra starten. Spil dem ned. I kan jo godt. I skal i hvert fald ikke lade jer imponere af de arrogante fyre.

For lige at understrege sin pointe fortæller Sørensen sine spillere, at de faktisk så en anelse fjollede ud, da de løb rundt og varmede op uden bolde. Han kigger og ser, at det virker. Elleve mand, der er klar. Men er det nok?

Tændte amatører

Olympisk semifinale på Stadio Flaminio i Rom.  Fra venstre: Jørn Sørensen, Henning Enoksen, Henry From, Harald Nielsen, Flemming Nielsen, Poul Jensen, Tommy Troelsen, Hans Christian Nielsen, Poul Pedersen, Bent Hansen.

Holdene hilser på hinanden. Den britiske dommer, Reg Leafe, kaster mønten. Ungarn vinder og vælger side. Harald Nielsen giver bolden op. Danskerne er farlige allerede i første angreb. Jørn Sørensen får skudt, men forbi.

Den ungarske målmand sparker ud. Henning Enoksen viser fra begyndelsen, at han er opsat på at kæmpe sig tilbage. Slås overalt på banen. Han er med langt tilbage, opfanger udsparket og spiller fremad. Tommy Troelsen, Bent Hansen og Poul Pedersen udplacerer de ungarske forsvarere i en lynhurtig trekant og spiller Harald Nielsen fri. En ungarsk back spænder ben, men Leafe fløjter for ungarsk frispark.

Tilskuerne tilkendegiver, at de ikke er enige med dommeren. Efter fem-ti minutter holder de italienske tilskuere med Danmark og ikke uden grund. Arne Sørensen tænker, at han aldrig har set noget lignende.

Forsvaret står stærkt, som det plejer. Hans Christian Nielsen går bevidst hårdt på kroppen af den ungarske superstjerne Florian Albert de første par gange, han får muligheden. Det er tydeligt, at Albert slår sig og taber lysten til nærkamp.

Men det er fremme på banen, man kan se den store forskel. Alle ser ud til at have en god dag. Spillerne flytter sig rigtigt, finder hullerne, førstegangsafleveringerne ligger millimeterpræcist. Det er sådan her, Arne Sørensen vil spille fodbold. Han begynder at mærke roen indfinde sig. Det bliver i hvert fald ikke nogen ungarsk opvisning.

Dansk gennembrud

Han kan se, at modstanderne er forvirrede, og han kan høre sin trænerkollega Baroti brøle til sine spillere. De har jo heller ikke bolden så meget som under opvarmningen, tænker Sørensen og godter sig.

Poul Jensen sparker langt op ad banen, det ender i et hjørnespark. Harald Nielsen får hovedet på, men en ungarsk back redder på stregen. Poul Pedersen slipper igennem og skyder. Ungarns målmand Gábor Török får hænderne på. Seksten minutter spillet. Poul Pedersen har bolden ude i sin højre side. Han har en god fornemmelse i dag. Han har ikke spillet nogen optimal turnering, har scoret et enkelt mål, men tingene er ikke lykkedes 100 procent for ham.

Det har faktisk ikke kørt helt godt, siden han i foråret blev sat af landsholdet og ved samme lejlighed mistede pladsen som anfører. Han har været låst i sit spil. Poul Pedersen er en af den slags spillere, der har det bedst i trygge rammer. Pressens kritik og især DBU-folkenes evindelige snak om, hvem der var kandidater til at blive sat af holdet, har ikke gjort ham bedre. Tværtimod.

Men nu står han i den olympiske semifinale. Målsætningerne er allerede overindfriet. Han er løst fra forventningernes pres. Poul Pedersen er fri. Spillet flyder igen for ham.

Guld-Harald?

Han har allerede mærket, at det er en af de dage, som selv store spillere har få af. En af de dage, hvor ting lykkes, hvor bolden gør præcist det, han vil have den til at gøre. Han har den på tæerne, den ungarske back kommer imod ham. Han trækker lidt ind i banen, så der er plads til at gå udenom. Han er omkring midterlinjen. Poul Pedersen har allerede narret backen én gang, han har den mentale overhånd. Backen vil ikke risikere en tackling. Han går baglæns.

Poul Pedersen fortsætter frem, kigger op. Ser, at Harald Nielsen har søgt sin position på modsatte side af den ungarske centerhalf. Hvis Poul Pedersen kan lægge bolden over centerhalfen, har Harald frit løb mod mål. Desværre ser ungareren faren og lægger sig, så han dækker for afleveringen. Henning Enoksen, der ligger som hængende angriber, ser, at Harald trækker den ungarske forsvarer med sig. Enoksen krydser til modsatte side. Højre side. Nu har han chancen for at vise noget. Endelig.

Ungarns venstre back er koncentreret om Poul Pedersen, centerhalfen om Harald. Der er plads til Enoksen. Nu ser backen faren og dækker af for afleveringen. Poul Pedersen laver et ryk med kroppen. Han vil forbi på ydersiden, viser han tydeligt. Backen sætter sin tackling, men Poul Pedersen rykker ikke udenom, han går ind i banen. Han rykker mod baglinjen, ser, at Enoksen er på plads på kanten af feltet. Poul Pedersen afleverer præcist.

Enoksen rykker ind i feltet og skyder fra en lidt spids vinkel. Centerhalfen har forladt Harald og kaster sig ind i en tackling i skudøjeblikket. Bolden triller bare et par meter. Begge spillere falder. Enoksen er oppe først. Han ser, at Harald Nielsen nu er fri. Højrebacken har ikke taget over efter centerhalfen, som han burde.

Som et møde med Cassius Clay

Enoksen afleverer i rette øjeblik. Harald har endda tid til at tæmme bolden. Så skyder han hårdt, præcist. Danmark fører 1-0. Danskerne fortsætter det gode spil. Jørn Sørensen og Flemming Nielsen dominerer venstresiden med flotte kombinationer, Tommy Troelsen har plads til sine afleveringer. Jørn Sørensen rykker fri i venstre side, finder Harald Nielsen, der skyder – lige forbi. Ungarerne er frustrerede, men de er ikke ufarlige. De har hjørnepark. From går ud for at bokse bolden væk, men han bliver presset hårdt og rammer den ikke godt. Den går lige til en ungarer, der skyder hårdt og præcist midt mod mål, hvor From nu mangler.

Poul Jensen, der har haft forreste stolpe ved hjørnesparket, er søgt ind midt i målet, da From gik ud. Han sætter frygtløs hovedet på kanonskuddet. Den rammer ham halvt på panden, halvt i ansigtet. Bolden ryger langt ud på banen, men Poul Jensen er groggy som efter en tur i ringen mod Cassius Clay. Han vakler rundt. Dommer Leafe stopper spillet. Arne Sørensen tænker, at uden vores anfører og med kun ti mand kan vi ikke holde. Det er Poul Jensen, der går forrest, når en kamp skal fightes hjem, og Sørensen må ikke skifte en anden ind.

Reserver er tænkt som indskiftninger for skadede spillere – ikke som erstatning for trætte eller som taktiske ændringer. Det anses for usportsligt. Men for mange hold er begyndt at snyde – de simulerer skader for at få lov at skifte ud. Derfor har man ganske enkelt afskaffet muligheden i den olympiske turnering. Poul Jensen vil ikke ud. Han lægger sig ikke ned, markerer at han kan spille videre. Få minutter senere kaster han sig ind i en tackling og redder endnu en gang sit hold, efter at Florian Albert er spillet fri til skud.

Poul Pedersen er igen tæt på i den anden ende, men den ungarske målmand laver et mirakel af en fodparade. Det står stadig 1-0 ved pausen. Arne Sørensen er begejstret over spillet. Et dansk landshold har aldrig spillet bedre fodbold end i denne første halvleg, men han ville godt have haft et par mål mere.

Dansk jubel i kampen mod Ungarn ved OL i Rom 1960

Afgørelsen for fødderne

De spiller ikke godt, men I må ikke undervurdere dem. Hvis I fortsætter sådan her, er I sikre på finalen og mindst sølv

landstræner Arne Sørensen

- De spiller ikke godt, men I må ikke undervurdere dem. Hvis I fortsætter sådan her, er I sikre på finalen og mindst sølv, siger han nede i omklædningsrummet.

Sørensen advarer om, at ungarerne vil presse fra starten af anden halvleg. Koncentration fra første fløjt. Han får ret, det begynder med et par farlige situationer foran det danske mål. Albert er tæt på, men Henry From er på plads. Danskerne fastholder det gode spil, men ungarerne arbejder sig ind i kampen. Det er mere lige nu. Mere som forventet. Men så ...

Henning Enoksen, der har slidt og slæbt for at vise berettigelsen af sin udtagelse, rykker forbi backen i højre side af feltet. Backen tackler, men for sent. Leafe fløjter, peger på pletten.

Straffe til Danmark.

Anfører Poul Jensen peger på Flemming Nielsen. Spilleren med det bedste skud, og den køligste. Publikum er ellevilde, larmen er øredøvende. Flemming forsøger at koncentrere sig, han plejer at score på straffe. Han er roen og sikkerheden selv i den slags situationer. Et par ungarere diskuterer vildt og inderligt med Leafe. Der var ikke straffe, påstår de.

Flemming Nielsen er klar til at begynde sit tilløb, han har truffet sin beslutning om, hvor han vil skyde – i højre side af målet. Han får taget et skridt. Så stopper Leafe ham. Han vil have de to ungarere væk. Den ene spytter efter dommeren. Leafe er ophøjet britisk ro og giver end ikke en advarsel. Nu er Flemming klar, men lige da han har taget det første skridt, slår tanken ned: »Målmanden så mit tilløb første gang. Han ved, hvor jeg vil skyde.«

Nu begår Flemming Nielsen en begynderfejl. Ændrer sin beslutning i tilløbet, vil skyde i venstre side i stedet for i højre, som han oprindeligt besluttede. Han rammer elendigt. Bolden går to meter ved side af stolpen.

Vendepunktet

Målmand Török skriger i jubel. De ungarske spillere ser ud, som om de selv har scoret. Ellers er der dødstille på Flaminio Stadion. Flemming Nielsen gemmer ansigtet i hænderne og går tilbage mod midten. Poul Jensen kommer hen til ham. »Vi scorer igen, så går det lige op,« siger han. Tommy Troelsen lægger armen om skuldrene på Flemming. Ingen bebrejder ham. Alle har prøvet at fejle. Alle ved, hvordan han har det. Også Arne Sørensen. Han kan næsten læse Flemmings tanker: »Hvis vi taber nu, er det min skyld.«

– Det gør ikke noget, Flemming. Vi taber ikke. Kom igen. Vi har dem, råber han ind på banen.

Men danskerne har dem ikke. Ungarerne har fået det mentale overtag. De sidder på spillet nu. Det danske hold er rystet. Det er Flemming Nielsen, der skal holde sammen på spillet på midten, men han har tabt overblikket. Han har glemt at være holdspiller. Styrter rundt for at få fat på bolden, så han kan gøre skaden god igen. Alene. Det har katastrofale følger.

Få minutter efter det brændte straffespark spiller ungarerne rundt i det danske felt. Gyula Rákosi laver et træk mod baglinjen. Poul »Løve« Andersen kaster sig ind i en tackling, men alt for sent. Han fælder ungareren med et klokkerent benspænd. Dommer Leafe er ikke i tvivl. Ingen er i tvivl. Straffespark.

Nu taber vi, tænker Arne Sørensen for første gang i kampen.

Froms magiske tyggegummi

Spillerne kan ikke rejse sig mentalt efter et brændt straffe og en udligning inden for få minutter. Sørensen ser den ungarske anfører Pal Varhidi spankulere frem fra det centrale forsvar. Af en eller anden grund husker han pludselig at have læst, at Varhidi har sparket toogtredive straffespark i træk uden at brænde. Det står næsten allerede 1-1. Det er Varhidi mod Henry From.

Henry From er rasende. Han er normalt en gentleman på banen, men han har bemærket ungarernes psykologiske krig mod Flemming Nielsen lige før. Han ser Varhidi selvsikkert lægge bolden til rette og tænker: Han kommer ikke til at score. De skal få igen af samme skuffe.

Lige idet Varhidi lægger an til tilløb, rækker Henry From armen i vejret og går frem på kanten af det lille felt.

– Hvem skal sparke? spørger han dommer Leafe.

Henry From redder i 3-0 sejren over Finland den 13. oktober 1957 foran 33.000 tilskuere i Idrætsparken. Ved OL i Rom var målmanden en af holdets bedste og stod for flere afgørende indgreb i semifinalen.

Dommeren er stadig tålmodigheden selv, måske vurderer han, at den danske målmand ikke er den kvikkeste i verden. Han peger på Pal Varhidi, der allerede står ved bolden. From vender sig og går langsomt tilbage mod stregen. Så gør han det, der siden skal blive husket allermest fra den kamp. Han går over til den ene side af målet og sætter sit tyggegummi fast på stolpen. Så går han på plads på stregen.

Over for denne opvisning i aarhusiansk coolness giver Varhidis koncentration efter. Hans spark er dårligt placeret mellem From og stolpen og en lille meter over jorden – hverken fladt eller højt.

Henry From har på forhånd lagt sin plan. Han kigger på Varhidis ben, vil se »bagsvinget«. Med sin lange erfaring regner han ud, i hvilken side skuddet vil falde, og kaster sig ned. Han får hele kroppen bag bolden og griber den i favnen.

Flemming Nielsen og Poul »Løve« styrter hen mod den danske målmand. Deres fejl, det brændte straffespark og det begåede, er så at sige ophævet. Men From vil ikke vide af jubelscener. Han kaster til Jørn Sørensen. Kampen går videre.

Cirkeltræningens ultimative test

Nu er danskerne mentalt ovenpå igen. Spillet flyder som i første halvleg. Seksoghalvfjerds minutter spillet. Poul Pedersen finder Harald Nielsen nogle meter uden for det ungarske felt. Harald sætter fart ind i feltet med sit karakteristiske løb. En ungarsk forsvarer ligger tæt på ham. Ungareren tør ikke tackle, men han presser Harald ud i højre side. Harald tager et træk mod baglinjen. Det er lige ved at blive for langt, men han når den på selve linjen, får sig drejet rundt. Ser, at Enoksen, som han skal, har søgt positionen foran mål, når Harald trækker væk.

Han lægger afleveringen. Enoksen kommer i fart, modtager bolden på kanten af det lille felt. I hele kampen, hvor han sad på bænken mod Tunesien, så han boldene til venstre ben, hans skarpe venstre. Nu får han endelig bolden, men til det kolde højreben. Det højreben, som journalisterne mener ikke kan score.

Målmand Török kaster sig ned for at blokere et hårdt, fladt skud, men Enoksen rammer den ikke rent. Han nærmest skovler bolden i en høj bue over den liggende målmand. Danmark fører 2-0.

Medspillerne overfalder Enoksen, der for alvor har meldt sig ind i den olympiske turnering på det helt rigtige tidspunkt.

Flemming Nielsen, der stadig er mærket af det brændte straffespark, kan mærke lettelsens tårer. Resten af kampen løber han smågrædende rundt.

De sidste kræfter

Ungarerne er rystede, men de er for godt et hold til at være slået. Et hurtigt mål vil gøre danskerne nervøse, og der er et kvarter endnu.

Arne Sørensen kalder Bent Hansen længere tilbage på banen. Også Poul Pedersen bliver mere defensiv. Men de skal begge stadig med frem. Ikke noget med at lade sig presse helt tilbage.

Ungarernes chance kommer. Bent Hansen og Poul »Løve« Andersen bliver fanget langt fremme. Ungarn får en kontra. Florian Albert er alene med Hans Christian Nielsen. Kan han komme forbi ham, er der kun Henry From.

Albert udfordrer, vil have Hans Christian Nielsen til at tackle.

Hans Christian Nielsen er en erfaren spiller, der kender sine styrker og svagheder. Han ved, at han ikke har farten, hvis Albert slipper forbi. Derfor tackler han ikke. Han går baglæns. Han vil have Albert ned på kanten af feltet. Hans Christian Nielsen ved, at klubkammeraten Henry From forstår hensigten. Albert er nødt til at tage et langt træk for at komme forbi, og hvis hans træk kommer ind i feltet, kan From gribe ind.

Hans Christian Nielsen går baglæns. Fremme på banen har Bent Hansen set faren og har indledt en spurt over 30-40 meter. Der har været to mål og to brændte straffespark, men det er måske netop i denne situation, at hele Arne Sørensens forarbejde for alvor sætter sig igennem. Holdånden tilsiger, at Bent Hansen giver alt for at bakke Hans Christian Nielsen op. Alle de lange aftener med fodvip, høje knæløftninger, mavebøjninger, englehop, benløft. Alle træningssamlinger på frosthårde baner.

Før dem ville ingen dansk spiller kunne have spurtet 30-40 meter 80 minutter inde i en landskamp mod Europas bedste.

Søde gulddrømme

Hans Christian Nielsen bakker stadig. Albert tager et træk, der bliver lidt for langt. Han har ikke set Bent Hansen, der runder ham i samme øjeblik. Hansen triller roligt bolden til Poul Jensen, der er kommet skråt på tværs i en lige så heftig spurt.

Så er Harald Nielsen tæt på 3-0, men Török redder. Arne

Sørensen kigger på uret. Fem minutter. Han får øjenkontakt med Poul Jensen, rækker fem fingre i vejret. Så ved anføreren, at de skal holde fem minutter endnu. Danskerne er bedst til slut. Kombinationerne kører som i de bedste perioder i første halvleg.

Leafe fløjter. Danmark er i finalen.

Arne Sørensen styrter ind på banen. Den første, han møder, er Flemming Nielsen.

– Arne, jeg kunne tude.

Det gør han allerede. Det samme gør John Danielsen, der har siddet syg på bænken. Harald Nielsen kommer hen til sin træner. Hans stemme knækker. Så tuder Sørensen også.

Nede i omklædningsrummet er der kaos, spillere, ledere, journalister. DBU’s formand, Ebbe Schwartz, tager ordet:

– I har kastet glans over det lille Danmark. Jeg vil bare takke jer – ikke alene på DBU’s vegne, men fra alt, hvad der hedder dansk fodbold. Skal vi råbe et hurra for dansk fodbold?

– I har kastet glans over det lille Danmark. Jeg vil bare takke jer – ikke alene på DBU’s vegne, men fra alt, hvad der hedder dansk fodbold. Skal vi råbe et hurra for dansk fodbold?

DBU's formand Ebbe Schwartz

Så råber de. Spillere, ledere, journalister. Trefoldigt hurra.

Alt nid og nag er væk. Den ungarske træner kommer ind for at ønske tillykke. Det var fortjent, siger han. Danskerne var bedst.

Han har aldrig set noget lignende. Arne Sørensen stikker ham en guldøl fra Carlsberg, og de skåler.

Da de kommer ud fra stadion, står de danske tilskuere stadig og venter. Spillerne ser, at hele AGF’s hold er der og næsten hele Esbjergs. Det er hele dansk fodbolds aften. Spillerne bryder sig egentlig ikke om de ranglister, som Ekstra Bladets »Julle« plejer at lave efter kampene, men denne gang er de enige, da de næste dag ser avisen.

»Nummer et: Dem alle,« står der.

– Det er den bedste kamp, et dansk landshold nogensinde har spillet, siger Arne Sørensen, da de sidder i restauranten i den olympiske by.

– Siden jeg selv var med, tilføjer han.

Det var dengang Harald Blåtand var venstre wing og Svend Tveskæg klarede et straffespark

Flemming Nielsen

Kampen for OL-guld

Arne Sørensen holder sit sidste taktikmøde under De Olympiske Lege. Det er lørdag den 10. september. Det er sidste dag. Sidste kamp. Den olympiske finale mod Jugoslavien. Spillerne er samlet på det værelse, hvor aarhusianerne Hans Christian Nielsen, Henry From og Poul Pedersen bor. De har allerede en medalje, mindst sølv, og den kendsgerning bekymrer Sørensen. Kan han sætte sine spillere op, eller er de mætte?

Flere af spillerne går stadig og småskranter. Der er også dem, der mentalt er udslidte. Den lange turnering, lejrlivet og ikke mindst fysikkens og viljens kraftpræstation mod Ungarn har kostet. Er der overhovedet mere i et hold, der allerede inden kampen fløjtes i gang, har nået mere, end noget dansk landshold tidligere har præsteret? Sørensen har ingen taktiske ændringer.

Det hele ligger fast, og holdet er som mod Ungarn: Henry From, Poul »Løve« Andersen, Hans Christian Nielsen, Poul Jensen, Bent Hansen, Flemming Nielsen, Poul Pedersen, Tommy Troelsen, Harald Nielsen, Henning Enoksen, Jørn Sørensen.

Det, der bekymrer træneren, er indstillingen.

Lad nu være med at lade jer lulle i søvn af den kendsgerning, at I er sikre på sølv. I har en chance for guld.

landstræner Arne Sørensen

– Lad nu være med at lade jer lulle i søvn af den kendsgerning, at I er sikre på sølv. I har en chance for guld. Jeg ved godt, at jugoslaverne havde en meget dårlig og uheldig dag, da jeg så dem i Napoli mod Italien. Men det har de måske igen i dag. Spil ligesom mod Ungarn, så vinder I, lyder hans sidste opsang.

Så går spillerne tilbage til deres værelser og klæder om. De andre gange har de taget kamptøjet på, inden de kørte til stadion, men i dag bliver det olympiadeuniformen. Den, der blev syet til dem inden afrejsen. Grunden til den ændring er, at de skal ud og feste efter finalen.

Måske skal netop denne lille forandring i rutinen vise sig mere symbolsk, end den lige nu tager sig ud. Inde i de elleve hoveder er fejringen af de olympiske medaljer allerede i gang. Det mentale fokus er ikke på kampen, men på efter kampen. Der er også en farlig følelse af usårlighed – netop det, der bekymrer træneren. Det her hold har været på hælene så mange gange i den turnering, og det har vundet alligevel. Der er ikke rigtig en tro på, at det kan gå galt. Det er guldet, de fejrer inden i hovedet, mens de trækker i uniformen.

De får det samme omklædningsrum på Flaminio Stadion som i semifinalen. De varmer op, som de plejer. De marcherer ind til den officielle hilseceremoni, som de plejer. Nu begynder de sidste halvfems minutters fodbold i Rom. I dag er der 30.000 tilskuere på stadion. Italienske Lo Bello fløjter kampen i gang.

Svært fra start

Der er spillet to minutter – kun to minutter – da det sker. Jugoslavernes stjerneangriber, Milan Galic, har bolden et stykke fra det danske felt. Flemming Nielsen går baglæns, som han skal, klar til at tackle, når Galic er på skudafstand. Men Galic har luret hensigten, og i det øjeblik, Flemming går frem for at tackle, skyder han. Rent, stenhårdt lige mod øverste målhjørne.

Det sker lige i det øjeblik, hvor Flemming Nielsen dækker Henry Froms udsyn. From ser skuddet for sent, han kaster sig instinktivt mod målhjørnet, men det sker lige en brøkdel af et sekund for sent. Jugoslavien fører 1-0 efter to sølle minutter.

Arne Sørensen er rystet. Han har dårligt nok fået sat sig på bænken. Han har set From klare den slags skud masser af gange. Det kan ikke passe, men det gør det.

Henry From er usikker for første gang i turneringen. Han samler bolden ud af målet og sparker den op mod midten. Hvad skete der lige her? Den skulle han jo have haft.

Der er sket det, at jugoslaverne har læst på lektien. For nok er Henry From turneringens bedste målmand, men har han overhovedet en svaghed, så er det netop langskud. Det har de set, og det vil de udnytte.

Derudover har de studeret den danske spillestil fra semifinalen, og de ved, at danskerne ikke må komme i gang med kombinationerne. Derfor markerer de tæt på hver dansk spiller, lader dem ikke få ro til at tænke sig om eller komme i gang med småspillet. Danskerne bliver så at sige ramt af deres egne midler.

Massiv holdindsats og fight over hele banen. Det er ubehageligt, og der er ikke ro til noget.

Tæt på udligning

Endelig begynder den usikkerhed, der ramte From ved målet, at brede sig. Vi kunne jo ikke tabe i Rom! Hvad er nu det her? Det var vores finale. Vores guld! Afleveringerne ligger dårligt, spillerne laver nervøse og uoverlagte ting. Jugoslaverne har overtaget. Det er dem, der skaber de lækre kombinationer, som danskerne løber rundt i.

– Sla-vi-aaa, Sla-vi-aaa, lyder det fra det hjørne, hvor deres tilskuere er forsamlede. Danskerne på stadion er tavse. De italienske tilskuere afventende.

Tommy Troelsen forsøger at løse knuden op. Han får spillet et par gode afleveringer til Harald Nielsen, men heller ikke han er den gamle Harald med den skyhøje selvtillid. Han får ikke noget ud af det.

Bent Hansen lægger en af sine præcise afleveringer. Helt fladt og for fødderne af Harald, der er rykket fri af centerhalfen, som han skal. Men trækket bliver lidt for langt ind i feltet. Harald har ikke set, at den jugoslaviske målmand allerede er på vej ud, og det bliver ham, der når bolden først og sparker den langt væk fra farezonen.

Med 1-1 havde alt presset været væk, men det var kun tæt på.

Henning Enoksen er fri til skud, men skyder lige på målmanden.

Der er ikke noget, der lykkes. Spillet er usikkert og febrilsk, og spillerne taber deres positioner.

Tolv minutter spillet. Željko Matuš kommer fri til skud på kanten af det danske felt. Han banker bolden mod det øverste målhjørne. Det modsatte af det, hvor Galic scorede ti minutter tidligere. Skuddet er hårdt og præcist, og From har ikke en chance for at nå bolden. Det står 0-2, og der er bare spillet tolv minutter. Det begynder at ligne en regulær katastrofe.

Kort efter lykkes det igen danskerne at få et af de få angreb spillet helt igennem. Bolden rammer en jugoslav på hånden inde i feltet. Danskerne råber på straffe, men Lo Bello giver kun hjørne.

Håndsrækning til Danmark

Så scorer jugoslaverne igen. Højre wing slipper igennem og lægger bolden ind over. From går ud for at møde bolden, men misser. Det samme gør Milan Galic, der har kastet sig frem, men en af Galics holdkammerater når den og sparker i mål.

Lo Bello fløjter, men for offside. Han mener, at Galic havde indflydelse på spillet, selv om han ikke ramte bolden. Jugoslaverne protesterer vildt og inderligt, og Galic hvæser noget meget grimt på sit modersmål, som Lo Bello, desværre for Galic, forstår. Lo Bello giver Galic ordre til at forlade banen.

Jugoslaverne raser. De truer med at forlade banen. Men det kan de bare gøre, siger dommeren iskoldt. Det er deres egen beslutning. Han ændrer ikke sin.

Elleve mod ti får danskerne lidt overtag i de sidste minutter inden pausen, men i omklædningsrummet er de modløse og hænger med hovedet. Arne Sørensen forsøger at give dem nyt mod, men han kan mærke, at de ikke er der i dag.

Det er jugoslaverne. De har tre olympiske sølvmedaljer allerede. Nu vil de have guld, og de slås som vilde for det. De begynder at spille henholdende. Kører bolden rundt på deres egen banehalvdel.

De danske spillere farer rundt for at erobre den, men det her er ikke deres spil. Her har de ikke de rigtige midler. Det lykkes ikke på noget tidspunkt at få initiativet i kampen.

Anfører Borivoje Kostic lukker kampen endegyldigt med tyve minutter igen, da han snyder både Poul »Løve« og Poul Jensen, inden han præcist og hårdt sparker forbi From. 0-3.

I det allersidste minut af kampen er der endelig noget, der lykkes. Flemming Nielsen scorer langt udefra på et præcist og hårdt langskud. Men det er alt for sent.

Vi taber finalen 1-3. Der blev ingen guldmedaljer til Sørensens spillere.

Medaljen og dens bagside

Danmarks repræsentant i Den Internationale Olympiske Komité, hofjægermester Ivar Vind, hænger sølvmedaljen om halsen på landsholdets anfører, Poul Jensen.

Ude på sidelinjen står Arne Sørensen med en klump i halsen. Mens finalen blev spillet, var han skuffet, det kørte ikke for hans spillere. Han var rasende, havde lyst til at råbe, skrige og skælde ud. Men idet Ivar Vind overrækker den første medalje, melder erkendelsen og eftertanken sig:

– For en måned siden ville du give alt, hvad du ejer, for at få en bronzemedalje, og nu får vi sølv.

Sommeren 1960

Læs hele historien om det danske landsholdsarbejde op til OL og den endnu større historie om en tid hvor Danmark var i hastig forandring.

Hans Mortensen: Sommeren 1960. People's Press, 2016

Perspektivet forvandler skuffelsen til umådelig stolthed. En sølvmedalje havde han ikke i sin vildeste fantasi turdet håbe på, da han for nogle måneder siden stod på de frosne baner og øvede indersidespark med en flok utrænede landsholdsspillere.

Det har været en lang vej til Rom. Undervejs har Sørensen måske haft sine drømme om, hvordan det ville være at stå her og se sine »kæmper«, som han kalder dem, få en olympisk medalje. Men han har skudt drømmene væk som urealistiske fantasterier.

Efter Poul Jensen er det Henry From, så Flemming Nielsen og Hans Christian Nielsen. Der er kun medaljer til de elleve, der har spillet finalen. Sådan er reglerne.

Den næste er Henning Enoksen, så Poul Pedersen. Og nu Harald Nielsen, den attenårige dreng fra Frederikshavn, som Arne Sørensen trods alle skeptikeres kritik og snak har forvandlet til en stjerne. Efter Harald er det Jørn Sørensen. Så Arne Sørensens værelseskammerat Poul »Løve« Andersen, der har været så meget igennem den seneste uge.

Efter »Løven« er det Tommy Troelsen, der kom ind fra reservebænken og løftede det danske spil fra fight til poleret fodbold. Til slut Bent Hansen, den ultimative holdspiller – altid klar til at løbe de ekstra meter for fællesskabets skyld.

Arne Sørensen ser Poul Jensen træde op på den olympiske sejrsskammel og give hånd til Jugoslaviens anfører, Kostic, der allerede står der med sin guldmedalje. Så skal guldfavoritterne fra Ungarn have deres bronzemedaljer. Og endelig kan Sørensen og spillerne se Dannebrog folde sig ud på den anden mast ved Flaminio Stadions nordlige kurve.

I omklædningsrummet er stemningen stadig trykket. De har jo tabt guldmedaljerne. Den skuffelse, som Arne Sørensen rystede af sig under medaljeceremonien, sidder stadig i spillerne.

Flemming Nielsen sidder faktisk endda og ser sur ud.

Arne Sørensen går hen til ham, kigger på medaljen og siger:

– Hvor har du købt den?

– Købt! råber Flemming forarget. Den medalje har han kæmpet og slidt for i måneder. Så forstår han, hvad træneren mener.

– Du har ret, siger han og er pludselig glad og stolt over sin sølvmedalje.

Så kommer journalisterne og DBU-folkene ind. Bagefter er der ingen, der kan huske, hvem der siger det. I hvert fald bliver det tillagt flere. Men en eller anden råber:

  Hvad fanden hænger I med hovedet for? I har jo vundet olympisk sølv

Så kommer de obligatoriske guldøl fra Carlsberg, der står for alle leverancer til den olympiske by, og spillerne begynder at skifte skuffelsen ud med den stolthed, deres træner allerede har følt i et stykke tid. De har trodset alle forudsigelser og vundet en medalje.

Ikke af pap, som en munter DBU-mand spåede, men af sølv.

Sejrsfest

Tommy Troelsen sidder med sin sølvmedalje i hånden og tænker på, at det ikke er ret lang tid siden, han spillede på Vejles andethold i Jyllandsserien, uden nogen udsigt til overhovedet at komme til Rom. Han tænker på, at det i dag, den 10. september, på dato er tre år siden, han som fortvivlet ynglingespiller mødte op til træning med Vejles lilleputter, efter at professor Thomasen på Ortopædisk Hospital i Aarhus havde dømt hans knæ uegnet til fodbold.

Henning Enoksen, der blev sat af og vendte tilbage med en scoring mod Ungarn, sidder med sin medalje.

– Nu skal vi da med til VM, siger han og ved ikke, hvor voldsomt han tager fejl. De, der bestemmer i DBU, forsøger stadig at stoppe tidens flod.

Harald Nielsen sidder med sin medalje. Som den eneste turde han sige, at han troede på en medalje – af guld, endda. Nu har han én af sølv. Han fik alligevel mere ret end alle realisterne og pessimisterne. Og han ramte lige så godt som Knud Lundberg, der spåede bronze.

Harald Nielsen og holdkammeraterne fik en varm velkomst, da holdet ankom til København efter sølvmedaljerne i Rom

Ud over at sidde med en medalje er han vokset til en stjerne. Han har spillet tretten landskampe og scoret femten mål. Ingen ved, at han har scoret sit sidste mål og spillet sin næstsidste kamp for det danske landshold. Måske ved han det på en måde selv, for han er ikke færdig med at drømme stort. Han vil være professionel, og med fem olympiske mål skulle mulighederne være til stede. Det er kun et spørgsmål om tid, inden en repræsentant fra en storklub melder sig med en kontrakt, tænker han.

Der skal gå nogle måneder endnu. De italienske klubber har lagt mærke til den unge dansker, men lige nu er de ramt af et midlertidigt importforbud for udenlandske spillere. Først til nytår ventes det ophævet, og så er vejen banet for Guld Harald med sølvmedaljen.

Spillerne trækker i olympiadeuniformerne, som skræddere derhjemme har syet til dem. For de flestes vedkommende dog uden de hvide sko.

Det er »forlystelsesfronten« Hans Christian Nielsen, Poul Pedersen, Henry From og Erik Hyldstrup, der har arrangeret festen.

Restauranten ligger ved Borgheseparken og hedder Casina Delle Rose. Der er udendørsservering og udendørs dansegulv. Arne Sørensens og Flemming Nielsens hustruer er kommet til Rom.

De to ægtepar er de første på dansegulvet. Så stopper musikken, og kapelmesteren siger et eller andet på italiensk og fremkalder et bifald. Arne Sørensen er den eneste, der fanger meningen.

– Det er jer, de klapper ad, siger han. Spillerne vinker tilbage.

De slutter med champagne. I aften er DBU-folkene store i slaget.

Hverdagen kalder

Næste dag pakker de sammen. Det hele er forbi. I næsten et år har de levet og trænet som professionelle.

Nu bliver det almindelig hverdag med arbejde og træning i klubberne. Det sidste, de gør, er at lave et bål med de hvide uniformssko. Ingen har noget ønske om at gemme på dem, og alle har været i byen efter nye italienske sko.

OL i Rom afsluttedes med fest og champagne. Her ses Harald Nielsen med ambassadørfruen

Så holder de en lille reception, hvor de drikker tolv flasker champagne, som den danske ambassadør i Rom, Holger Beck, har sendt. Derefter kører de til lufthavnen for at flyve hjem med mellemlanding i Zürich. Ankomst København tidligt næste morgen.

I Kastrup er der tåge, så flyet kredser i en halv time over lufthavnen, mens piloten overvejer, om han skal lande eller flyve til en anden lufthavn. Heldigvis letter tågen. Der er busser og SAS’ hornorkester til at tage imod. Det er et triumftog hele vejen ind til byen. Fremad Amagers drengeafdeling står i den tidlige morgen klar i klubdragter og med blomster langs Englandsvej.

I Politikens Hus er der modtagelse arrangeret af Ekstra Bladet. Arne Sørensen og spillerne må ud på balkonen og vinke til en fyldt Rådhusplads. Så er det hjemad til hverdagen og familien.

En træner og en flok spillere, der turde drømme stort og gjorde krav på at være en del af tiden.

Det sidste, de siger til hinanden, er:

– På gensyn om fire år i Tokyo.