Rio 2016

- Maracanã kan ændre et menneskes skæbne

De brasilianske spillere kan blive historiske i finalen mod Tyskland på Maracanã, men der er også en risiko for en mere dyster fremtid.

De går ind. Og de går ud igen.

I mellemtiden kan deres skæbne blive forandret for altid.

Sådan er det, når der spilles store fodboldkampe på Maracanã i Rio de Janeiro.

Nogen vil måske mene, at det samme vil gælde på andre stadions rundt omkring i verden, men det vil jeg så påstå, at det kan det ikke, for dimensionerne er på alle måder større, når vi taler om Maracanã.

Lad os begynde med begyndelsen, i 1950, året hvor stadionet bliver indviet til VM i Brasilien.

Brasilien-Sverige ved VM i 1950.

Brasilien, der dengang aldrig havde vundet et verdensmesterskab, spiller en fantastisk turnering, hvor modstanderne ydmyges én for én. I det afgørende gruppespil (man havde ikke en egentlig finale) vinder Brasilien 7-1 over Sverige og 6-1 over Spanien inden den afgørende kamp mod Uruguay på Maracanã.

Der er op mod 200.000 tilskuere til kampen, og de fleste er mødt op med en forventning om at se Brasilien vinde VM for første gang. De bliver dog slemt skuffede. Brasilien kan nøjes med uafgjort, men taber kampen med 2-1, det afgørende mål sendt ind under Brasiliens målmand Moacir Barbosa af Alcides Ghiggia med et hårdt, fladt skud i det 79. minut.

Ghiggia planter senere sit fodaftryk på Maracanãs berømte Walk of Fame og bliver endnu mere berømt med ordene:

- Kun tre mennesker har formået at lukke munden på Maracanã: Frank Sinatra, paven og mig.

Anderledes går det Barbosa.

Målmanden får skylden for nederlaget og må leve med skylden resten af sit liv.

Han oplever bl.a. at blive nægtet at være medkommentator på Brasiliens landslampe, fordi man frygter, at han vil bringe uheld. Af samme grund bliver han ved en lejlighed forment adgang på landsholdets træningsanlæg.

I 2000 siger han kort før sin død:

- Maksimumstraffen i Brasilien er 30 år, men jeg har betalt for noget, jeg ikke engang er skyldig i, i nu 50 år.

Skæbner på Maracanã

+ Pelé scorer sit mål nummer 1000 den 19. november, 1969 på Maracanã.

+ Zico scorer i sin karriere hele 333 mål for Rio-giganten Flamengo på Maracanã.

÷ Vasco da Gama-legenden Edmundo brænder i 2000 holdets femte spark i straffesparkskonkurrencen, og Rio-klubben taber dermed finalen i VM for klubhold på Maracanã mod Corinthians fra São Paulo.

÷ Romário har chancen i fire kampe for at score sit mål nummer 1000 på Maracanã, men det lykkes ham ikke …

Personligt har jeg haft mange store oplevelser på Maracanã. Alle fodboldinteresserede i Rio har følelser for Maracanã. At stadionet har været lukket i det meste af 2016 for at gøre det klar til OL, er nærmest en forbrydelse mod byens fodboldfans.

Mit bedste minde er finalen i Copa Libertadores i 2008. Den kamp er stadig den største totaloplevelse, jeg har haft til en fodboldkamp. Jeg har været til statsfinale og VM-finale på Maracanã, set drabelige lokalopgør, men intet slår de begivenheder, jeg var en del af, dengang Rio-klubben Fluminense og LDU Quito fra Equador mødtes i finalen om at blive sydamerikas bedste klub.

Copa Libertadores-finalen afvikles over to kampe. LDU vinder den første kamp 4-2 i den tynde luft i Equador, men Fluminense formår at udligne ved selv at vinde 3-1 i den ordinære spilletid på Maracanã.

Thiago Neves scorer alle tre mål for Fluminense, men da kampen går i straffesparkskonkurrence brænder han sit forsøg fra 11 meter ligesom to andre holdkammerater. Helterollen ender i stedet hos LDU’s målmand José Cevallos, der inden hvert straffespark vender ryggen til sparkeren, sætter sig på hug og beder en bøn.

Efter kampen går jeg ind på banen for at lave nogle interviews. Det kunne man tilsynelandende dengang, der er i hvert fald ingen, der stopper mig.

Jeg søger over mod LDU Quito-spillerne, der står og får taget billeder med pokalen.

Bedst som jeg ankommer til de euforiske spillere, rækker anføreren Patricio Urrutia mig pokalen, jeg kan ikke huske hvorfor, og så står jeg dér midt på Maracanã med Sydamerikas svar på pokalen med de store ører i Champions League.

Jeg skynder mig at få en bolddreng til at tage et billede, da jeg vil have øjeblikket foreviget.

Dette underlige, vidunderlige øjeblik.

Med Copa Libertadores-pokalen på Maracanã.

I 2013 går jeg glip af festen, og det er ikke fordi, at jeg ikke er mødt op.

Jeg står uden for Maracanã og rapporterer hjem til TV 2, alt imens kampklædte betjente holder demonstranter væk fra at komme i billedet på alverdens medier.

De demonstrerer mod præsident Dilma Rousseff. Mod korruption, dårlige skoler, endnu dårlige hospitaler og stigende priser.

Maracanã er et godt sted at møde op, hvis man vil have verdens opmærksomhed og verden kigger med, for Brasilien møder Spanien i Confederations Cup-finalen.

Maracanã Stadion

Maracanã er også kendt som Estádio Jornalista Mário Filho - en journalist, der var en af fortalerne for det enorme stadion.

Maracanã har sit navn fra en flod, der løber gennem området og har sin udmunding i Guanabara-bugten.

Stadionet har blandt andet lagt rammer til VM i 1950, Copa América i 1989, VM for klubhold i 2000, de panamerikanske lege i 2007, Confederations Cup i 2013, VM i 2014 og OL i 2016.

Maracanã er blevet renoveret og skaleret ned af flere omgange, så der i dag plads 78.639 tilskuere.

Da kameraerne slukker, fyger det gennem luften med gummikugler og tåregas, og jeg må opgive at komme mod stadionets indgang og ender i stedet med at se finalen på en lille skærm i den kirke, hvor flere tv-stationer har fået lov sende fra.

Hvad jeg ikke kan se, kan jeg derimod høre. Publikum giver alt, det samme gør spillerne. Brølet fra tribunerne er selvsagt hurtigere end tv-signalet, og det brager løs hele tre gange: 3-0 til Brasilien over de forsvarende verdensmestre fra Spanien. To mål af Fred og et af Neymar.

Derfor glæder jeg mig ekstra meget til OL-finalen i fodbold i dag.

Jeg vil ind og se, hvad Maracanã kan gøre ved de brasilianske spillere.

Stortalentet Gabriel Jesus, der var så nervøs i turneringens begyndelse og fortalte, at han først havde sovet om natten efter, at Brasilien havde slået Danmark i den sidste gruppekamp med 4-0, sagde inden turneringen, at han var 99 procent sikker på, at Brasilien ville vinde guld.

Han er tæt på at få ret. Efter de to første skuffende 0-0-kampe mod Sydafrika er Brasilien kommet ind i kampen om OL-guld med 4-0 over Danmark, 2-0 over Colombia og 6-0 over Honduras. Nu venter Tyskland to år efter det største kollaps i Brasiliens fodboldhistorie.

Jeg var på Mineirão i Belo Horizonte, da Brasilien tabte 7-1 til Tyskland ved VM. Det glemmer jeg aldrig, og det glemmer de brasilianske fans heller ikke, så længe de lever.

Jeg husker, at jeg interviewede en far efter kampen, og at han havde tårer i øjnene:

- Jeg tog min søn med til kampen, så han kunne opleve det brasilianske landshold for første gang, og så sker det her …

Om Brasilien så vinder 8-1 over Tyskland, så kan OL nok ikke hele det blødende sår fra VM, men det vil være en stor triumf for en ny generation af brasilianske spillere, der kan blive historiske ved at hjemtage nationens første OL-guld i fodbold. Taber de, så kommer de til at høre om Barbosas spøgelse og traumaet fra Mineirão.

Næsten samtlige brasilianske aviser omtaler 7-1-kampen på forsiderne op til finalen, men tyskerne har nedtonet temaet i optakten og taler i stedet om … Maracanã.

Tyskernes træner Horst Hrubesch:

- 7-1-kampen har intet med mine spillere at gøre. Det her er et hold unge spillere, der har en unik mulighed for at spille en finale mod Brasilien på Maracanã. Det er en drøm, der går i opfyldelse.