Dansk fodboldlegende død: - Han var en af de allerstørste

Henning Enoksen døde søndag 80 år gammel. Dansk fodbold siger farvel til en af de allerstørste, siger Tommy Troelsen, der vandt OL-sølv med Enoksen.

Den danske fodboldspiller Henning Enoksen døde søndag efter længere tids sygdom, og han var en af de helt store i dansk fodbold. Det siger Tommy Troelsen, der vandt OL-sølv og DM-guld sammen med Enoksen.

- Det er en stor sportsmand og et stort menneske, vi siger farvel til. Det er en af dansk fodbolds allerstørste. Jeg har kendt ham, lige siden vi som små løb og spillede fodbold sammen på stranden, når jeg var på sommerferie i Nykøbing Mors.

Senere endte de to spillere sammen i Vejle Boldklub, hvor Henning Enoksen og Tommy Troelsen blev to af profilerne på det Vejle-hold, der i 1958 blev danske mestre.

- Han var jo en utrolig intelligent fodboldspiller, der havde Danmarkshistoriens bedste venstreben. Det var noget, vi mærkede meget til eksempelvis i Vejle, da han blev topscorer med 27 mål i 1958-sæsonen. For os var et frispark lige uden for feltet ligeså godt som et straffespark, fordi Enoksen havde det hårde spark, hvor han kunne skrue bolden, siger Tommy Troelsen.

Han fortæller samtidig, at han var en spiller, der trænede meget, var ambitiøs og ikke kunne klare at være nummer to til noget.

- Udover sit venstreben var han også virkelig stærk i luften, og vi nød godt af ham i utallige situationer. Han var virkelig elegant på en fodboldbane, tilføjer angrebsmakkeren.

Henning Enoksen scorer i OL-semifinalen i 1960.
Henning Enoksen scorer i OL-semifinalen i 1960. Foto: DR

Efter sin professionelle karriere blev Enoksen senere tilknyttet DBU, hvor han var med til at sætte nye standarder for træneruddannelsen i sit virke som formand for træner- og uddannelsesudvalget.

- Han betød rigtig meget for DBU. Det er virkelig en af dansk fodbolds store, der er gået bort, og samtidig var han et stort menneske. Han brugte sin intelligens fra fodboldbanen og tog den med videre over i sit arbejde under DBU, siger Tommy Troelsen.

Her er fakta om angriberen, der var med til at vinde OL-sølv med Danmark i 1960:

* Henning Enoksen

* Født 26. september 1935

* Død 25. september 2016

* Karriere som aktiv: Nykøbing Mors, Silkeborg, Vejle, AGF

* Debut på A-landsholdet: 15. maj 1958 i 3-2-sejr over Curacao i Aarhus (Enoksen lavede to mål)

* A-landskampe/mål: 54/29 fra 1958-1966

* OL-sølv i 1960 med Danmark

* Dansk mester i 1958 med Vejle

* Topscorer i 1. division i 1958, 1962, 1966

Med mange mål på banen fulgte også meget opmærksomhed, men uden for banen var Henning Enoksen langt fra typen, der råbte højest og markede sig.

- Det er lidt svært at snakke om. Han var lidt af en enspænder, men en positiv enspænder. Han kunne godt lide at færdes alene, men også uden for banen var han lynende intelligent og vidste en masse om fodbold og andre ting. Men han holdt sig meget for sig selv, siger Tommy Troelsen.

Tommy Troelsen og Henning Enoksen spillede både sammen i Vejle Boldklub og på landsholdet.
Tommy Troelsen og Henning Enoksen spillede både sammen i Vejle Boldklub og på landsholdet. Foto: Willy Henriksen / Scanpix

Det personlige forhold og stærke venskab mellem Tommy Troelsens og Henning Enoksen var der dog ikke noget at sætte på. Her var det altid hyggeligt at være sammen, og de to barndomsvenners fælles drøm kulminerede i 1960, da de sammen vandt OL-sølv i Rom.

- Der har været mange store minder, men OL er naturligvis det største. Der var jeg med som en af de unge spillere, og det var meget sjovt for mig, når jeg samtidig tænkte tilbage på de somre, hvor vi løb og legede på stranden derhjemme.

- Der blev stilen lagt til vores store venskab og sammenhold på banen, slutter Tommy Troelsen og slår endnu en gang fast, at fodbolddanmark siger farvel til en stor sportsmand og et stort menneske.