Fodbold

Laudrup: Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakt

Michael Laudrup slår overfor Ritzau fast, at han endnu ikke har underskrevet nogen kontrakt.

Michael Laudrup er mandag blevet rygtet til Qatar-klubben Al-Rayyan.

Al-Rayyan skriver på deres hjemmeside, at Michael Laudrup bliver ny træner i klubben, og at den danske træner er på vej til Qatar for at underskrive en kontrakt.

Overfor Ritzau understreger Michael Laudrup dog, at han ikke har underskrevet noget endnu.

- Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakt. Ikke med Al-Rayyan, Valencia eller nogen anden, skriver Michael Laudrup i en mail til Ritzau.

Til TV 2 SPORT indikerer Michael Laudrup at et skifte til Qatar ikke er på trapperne.

- Jeg har ikke hørt noget fra Qatar.

- Lige nu er jeg i Heathrow, og er på vej til Barcelona, hvor jeg skal medvirke i et spansk tv-program i forbindelse med Champions League- kampen på onsdag.

Laudrups seneste job var i Qatar-klubben Lekhwiya, som han førte frem til mesterskabet. Han tiltrådte i klubben i 2014 og tog afsked i juni 2015. 

Laudrup har i den seneste uge været sat i forbindelse med den spanske klub Valencia, der fyrede sin træner efter få spillerunder af den nye sæson.