Fodbold

Verdensstjerner lykønsker Totti: - Tillykke fra en legende til en anden

Francesco Totti fylder rundt. Den lejlighed benytter flere verdensstjerner til at hylde ham og ønske ham tillykke med fødselsdagen.

FRANCESCO TOTTI

Fødselsdato: 27. september 1976 (40 år)

Kælenavn: Il Pupone ("kæledægge")

Fødeby: Rom

Position: Angriber

Nuværende klub: AS Roma (siden 1992)

Trøjenummer: 10

Debut for AS Roma: Serie A-kampen mod Brescia den 28. marts 1993

Kampe og mål i Serie A pr. 27. september 2016: 605 kampe og 250 mål

Landskampe og landskampsmål: 58 kampe og 9 mål (i perioden 1998-2006)

Kejseren af Rom. Ham de i folkemunde kalder Francesco I fylder 40 år i dag.

Det bliver markeret i stor stil i Rom og andre steder i Italien med fest og fyrværkeri. De italienske sportsaviser er spækket med historier om Francesco Totti, og tv-stationen Sky Italia har oprettet en kanal, der kører hele dagen i dag med Totti-mål og Totti-minder.

I anledningen af Francesco Tottis 40-års fødselsdag er de italienske aviser spækket med artikler om AS Roma-anføreren.

Også på de sociale medier - heriblandt Facebook og Instagram - strømmer det ind med hyldester til AS Roma-anføreren. Faktisk står verdensstjernerne i kø for at lykønske ham.

- Jeg ser, du stadig kan lave mål og have det sjovt, som, jeg mener, er det vigtigste, siger Andrea Pirlo.

- Denne video er en måde at være i nærheden af dig på en særlig dag, siger Fabio Cannavaro, der var anfører for det italienske landshold, da det vandt verdensmesterskabet i 2006.

- Han har altid været en stor inspiration for mig, skriver Fernando Torres blandt andet på sin Instagram-profil.

- Jeg har altid beundret dig, og den dag jeg mødte dig endnu mere, siger Lionel Messi.

- Tillykke med fødselsdagen fra en legende til en anden, siger Usain Bolt i sin video.

Francesco Totti selv markerer også dagen. I aften holder han fest for 300 gæster på slottet Castello di Torcrescenza, hvor han også holdt sin bryllupsfest i 2005.

Hans fans er ligeledes inviteret, når fødselaren i aften kl. 20 sender live på sin officielle Facebook-fanside.