Fodbold

Dansk fodboldkomet: En bonus at spille med landsholdet

Kasper Dolberg nyder lige nu stor succes i sin hollandske klub Ajax. Han har tidligere været udtaget til landsholdet, men lige nu er fokus på klubben.

18-årige Kasper Dolberg har i løbet af de seneste måneder fået et stort gennembrud i Ajax Amsterdam.

Den unge angriber blev i sommerpausen rykket op fra Ajax's ungdomsakademi til førsteholdstruppen.

Siden er det gået stærkt.

Spilletiden er blevet til mere og mere og målene blevet flere og flere. Ind til videre har han scoret fire mål i ligaen, og torsdag aften sikrede han Ajax sejren over Standard Liege i Europa League, da han scorede kampens eneste mål.

Danskeren er kort sagt varm foran mål.

Men selvom Kasper Dolberg har tur i karrieren lige nu, så forsøger han at holde fødderne på jorden og fokus på sin udvikling i Ajax. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Jeg går ud fra, at det var en stor forløsning at score sejrsmålet torsdag aften?

- Ja selvfølgelig, det var det da. Det var et lidt tidligt mål, og vi havde nok håbet på at score flere mål. Men et mål var nok, og så var det bare en lidt svær kamp, hvor vi ikke rigtig fik sat spillet og ikke spillede så godt.

- Har du en forklaring på, hvorfor det går så godt?

- Jeg får bare lov til at spille. Jeg gør det så godt, som jeg kan, viser mig så godt frem, som jeg kan for træneren, og så er det bare mega fedt at spille. De holdkammerater jeg har, de er rigtig gode. Vi skaber mange chancer, og når jeg er angriber, så skal jeg putte dem ind en gang i mellem.

- Hvordan mærker du de udfordringer, som du får på førsteholdet?

- Det er et hårdere pres, der er til træning. Tidligere har jeg været vant til at spille hver weekend, så det er noget anderledes at skulle kæmpe hundrede procent til hver træning for at komme til at spille i weekenden. Men det er bare godt, at man bliver bedre og bliver presset.

- Er det hårdt mentalt?

- Hvis man er lidt træt eller har haft en hård uge, så skal man tage sig sammen. Men det er bare en del af det, og det skal jeg lære at blive bedre til. Men det er jo sådan, man bliver bedre.

- Hvordan mærker du udviklingen?

- Jeg føler, jeg er blevet en bedre fodboldspiller. I forhold til hvor jeg var, der vi startede op i sommerferien, så føler jeg helt sikkert, at jeg har rykket mig.

- Er der et bestemt punkt, hvor du er blevet bedre?

- Jeg føler, at jeg er blevet bedre på bolden - mere sikker og mere boldfast. Det er en stor ting, som jeg stadig kan blive bedre til.

- Hvor meget betyder landsholdet i forhold til klubkarrieren?

- Det betyder altid meget at spille på landsholdet. Men det er ikke derfor, at jeg spiller kampe. Jeg spiller kampe og træner i Ajax, så godt som jeg kan. Så er det altid en bonus at spille med landsholdet også.

- Hvad tænker du om at få kampe på landsholdet?

- Nu var jeg med sidste gang (På U21-landsholdet - og han er med igen, red.), og jeg var egentlig positivt overrasket over spillerne og niveauet, som vi spillede på. Så det ser jeg frem til igen -  at spille noget god fodbold og spille med nogle gode spillere.

- Hvad giver det dig af forventninger og forhåbninger til denne sæson med din succes?

- Det giver mod på mere, og jeg håber på, at jeg kan gøre det endnu bedre, end jeg har gjort. Men jeg tager en dag ad gangen, og så ser jeg, hvad det bringer. Det er ikke sådan, at jeg har et mål på den måde, at jeg skal det ene og det andet før sæsonen er slut. Jeg prøver bare at gøre mit bedste.

- Hvordan tager holdkammeraterne imod dig, når du scorer, og betyder det noget for holdet, når du kun er 18 år?

- Man får da noget ros, når man scorer som angriber. Vi skal vinde hver kamp, og det kommer ikke an på, hvem der scorer. Det er ikke sådan, at jeg bliver hyldet i omklædningsrummet og bliver klappet af, hver gang jeg kommer ind. De roser mig og er glad for, at det går mig godt. Men så gælder det den næste kamp, som skal vindes.

Næste opgave for Kasper Dolberg bliver på søndag, hvor Ajax møder Utrecht i den hollandske liga. En kamp du kan se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.