Fodbold

Her er Michael Laudrups trænerkarriere år for år

Michael Laudrup har mange klubber bag sig som træner. TV 2 SPORT giver dig her historien om en kaotisk trænerkarriere.

Michael Laudrup holder i øjeblikket en ubestemt pause som fodboldtræner, men efter Real Madrids fyring af Julen Lopetegui er snakken om Laudrups fremtid blusset op. 

Ikke mindst fordi hans agent har udtalt, at spillerne i Real Madrid gerne vil have Michael Laudrup som træner. 

I den anledning er en tidligere artikel om Laudrups trænerkarriere opdateret og genudgivet.

2000-2002: Assistenttræner for A-landsholdet

Laudrups karriere begyndte i 2000, da han blev ansat som assistenttræner for det danske landshold. Her var han under Morten Olsens kyndige vinger, og sammen førte de landsholdet videre fra gruppespillet til VM i 2002.

Michael Laudrup står som Danmarks bedste fodboldspiller nogensinde, og derfor var forventningerne og opmærksomheden på den nye træner enorm. 

2002-2006: Cheftræner i Brøndby

Efter to år var Michael Laudrup klar til at stå på egne ben. Som 38-årig blev han cheftræner for Brøndby

- Det er naturligt for mig at starte min trænerkarriere i min barndomsklub, Brøndby IF, sagde Michael Laudrup ved tiltrædelsen.

Valget var populært blandt Brøndby-fans og for Superligaen generelt. Det blev en tid for Brøndby, hvor resultaterne og stjernerne piblede frem. Med navne som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg, Martin Retov, Johan Elmander og Morten Skoubo vandt klubben pokalturneringen i 2003, og i 2005 kulminerede det med the double.

I 2006 stoppede Laudrup i Brøndby, da de ikke kunne blive enige om en kontraktforlængelse. Laudrup var begyndt at blive ombejlet fra udlandet, og den mulighed ville han forfølge.

2007-2008: Cheftræner i Getafe (forlod jobbet et år før tid)

Året efter kom så det første trænerjob i udlandet. Michael Laudrup blev ansat som cheftræner i Getafe, og her to han John Faxe Jensen med, som han havde haft som assistenttræner i Brøndby. Det fik pludselig danske tilskuere til at holde med det lille spanske hold.

Laudrup fik da også en succesfuld første sæson, da Getafe overraskede specielt i UEFA Cuppen, hvor holdet nåede semifinalen, inden da blev til exit i overtiden til mægtige Bayern München.

Opturen i Getafe varede dog ikke ret længe. Laudrup blev uenighed med både spillere og ledelse i klubben, og det endte med at Laudrup stoppede i klubben efter kun én sæson.

- Min tid i klubben er kommet til en ende. Jeg giver denne besked, så klubben har en chance for at finde en erstatning og for at udtrykke min tak for, at de gav mig denne mulighed, sagde Michael Laudrup, da han stoppede.

Senere har klubpræsidenten dog fortalt, at Laudrup reelt blev fyret, selvom historien dengang var, at Laudrup selv gik.

2008-2009: Cheftræner i Spartak Moskva (fyret 15. april 2009)

Laudrups næste destination blev Rusland. Nærmere bestemt Spartak Moskva. Så skulle danske fodboldfans pludselig til at holde med et russisk hold i stedet for Getafe. Det blev dog aldrig nogen succes for danskeren, som allerede kort tid inde i 2009 blev fyret, da han ikke levede op til klubbens forventninger.

- Det er en beklagelig situation. Men det var nødvendigt. Michael Laudrup havde ikke spillernes tillid længere, og vi var nødt til at rette op på en dårlig sæsonstart, forklarede klubbens sportsdirektør Valery Karpin om fyringen.

2010-2011: Cheftræner i Mallorca (forlod jobbet 27. september 2011)

Tilbage til Spanien og Mallorca, som Michael Laudrup holder af. Og det begyndte fornuftigt. Laudrup, som havde taget Erik Larsen med sig, fik flere overraskende resultater mod de store hold i Spanien. Men Laudrup og Larsen kom også hurtigt på kollisionskurs med ledelsen i klubben.

Erik Larsen blev fyret, da han kaldte klubbens sportsdirektør for et dårligt menneske, og Michael Laudrup valgte efterfølgende at sige op, fordi han ikke kunne lide atmosfæren i klubben.

2012-2014: Manager i Swansea (fyret 4. februar 2014)

Slut med Spanien, hvor Laudrup nærer stor tillid for sin aktive karriere i Real Madrid og Barcelona. Det var blevet tid til at prøve sig af i Storbritannien og Swansea, som netop var rykket på i Premier League.

Laudrups omdømme var efterhånden ved at blive plettet, efter de senere kedelige afslutninger i de klubber, han havde været i. Men i Swansea formåede han at føre klubben videre og han lavede et helt suverænt indkøb til klubben, da han hentede Michu, som blev en af de store profiler i Premier League i den sæson.

Kulminationen kom, da han vandt Liga Cuppen med Swansea i 2013 over Bradford. Det var et stort resultat for klubben og for Michael Laudrup.

Men som det er set tidligere i Laudrups karriere ragede han igen uklar med ledelsen. Og Laudrups trofaste agent blev sendt som soldat foran Laudrup i krigen mod bestyrelsesformanden Huw Jenkins. I 2014 fik Jenkins og klubben nok og Laudrup blev fyret på grund af dårlige resultater.

2014-2015: Cheftræner i Lekhwiya (forlod jobbet 17. juni 2015).

Laudrups navn har gennem tiden ofte været bragt i spil til store trænerjobs, men efter fyringen i Swansea var hans navn ikke længere så interessant som tidligere. Laudrup valgte at søge nye græsgange i Qatar, hvor han skrev under med klubben Lekhwiya.

Her vandt han blandt andet mesterskabet, men trods forhandlinger om en forlængelse af kontrakten, valgte Laudrup at stoppe i klubben kort tid efter.

- Jeg tager derfra med mesterskabet, pokaltitlen, kvartfinalen i Champions League samt på det personlige plan trofæet som Årets Træner i Qatar 2014. Så på det faglige plan er jeg mere end tilfreds. Uden for banen har jeg fået nye oplevelser endnu en gang, skrev Laudrup i en mail til pressen.

2016 - 2018: Cheftræner i Al-Rayyan

Michael Laudrup tog endnu en tørn i Qatar, men denne gang for klubben Al-Rayyan, som han underskrev en to-årig kontrakt med.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg igennem det seneste års tid har tænkt meget over, hvorvidt jeg skulle fortsætte min trænerkarriere eller fortsætte i en anden retning inden for fodbolden, forklarede Laudrup overfor Ritzau, inden han overtag trænersædet i den qatarske klub.

Michael Laudrup fuldendte sin kontrakt, hvorefter han meldte ud, at han ville tage en pause på ubestemt tid fra trænergerningen. 

- Jeg har lyst til at holde en pause. Jeg har trods alt beskæftiget mig med fodbold på højt plan, siden jeg var 17 år, så nu er det tidspunktet, hvor livet skal byde på noget andet - i en periode. Det er en tidsubestemt pause. Det kan være 6 måneder, 12 måneder eller permanent. Det vil kun tiden vise, men lige her og nu er der dømt pause, har Michael Laudrup sagt til TV 2 SPORT.