Fodbold

Kravet er hensynsløst: - Vis nu, at I tør spille fodbold

Alt andet end dansk sejr i aften vil blive betragtet som en fiasko!

Kravet er hensynsløst, men nødvendigt. Ellers er landsholdet tilbage som en del af noget mindre.

“Spis brød til” blev det sagt i går, da kravet igen og igen kom som et forlangende. Ja, tak. Men tilsæt det fibre og ikke for meget gluten, så lader vi den sunde optimisme tælle i fodboldpyramiden, hvor bunden er belagt med tre points, der vidner om et godt helbred, mens den sylespidse top med pointtab er skadelig for landsholdsfodbolden.

Den boblende optimisme og glæde hos det nye landshold og Åge Hareide, den genfødte opbakning fra medier og publikum, genopstandelsen i rødt og rødt får et mægtigt slag, hvis ikke det sker. Det alle kræver, det alle forventer.

En skidt halvleg mod Polen og bundliniens slutfacit får ikke helhedsindtrykket i Warzawa i vater. For der manglede fra start det, som var proklameret på forhånd: at spillerne viste mod, at de turde spille. Det blev til en godkendt halvleg, men vi savnede tydeligheden i spil og attitude i 45-50 minutter.

Der er så meget talent i det hold, der er under stadig udvikling. Men landsholdet er ikke et praktik-sted, hvis man vil til VM. Det er benhårdt arbejde i hoved- og benhøjde, det er at tydeliggøre hver enkelts og kollektivets egenskaber, det er at turde.

Jeg tror stadig på dette hold, for det er ingen skam at tabe på udebane til Polen. Der er så meget kvalitet, som kan og skal forløses. Også selvom presset er stort. Et naturligt pres, der kommer ude- og indefra. Vel nok det hidtil største pres i Hareide-tiden. Vi er i de voksnes verden.

Der er snakket om ændringer i den danske startopstilling. Landstræneren åbnede op for det ved at tage Yussuf Poulsen med til det afsluttende pressemøde i går. Det ligger lige for, at han afløser Nicolai Jørgensen. Men jeg tror ikke på flere udskiftninger. Måske den formstærke Thomas Delaney for Pierre-Emile Højbjerg.

Og når jeg ikke tror på mere, så er det fordi Hareide tydeligt og gentagne gange har sagt, at han ikke ønsker for meget ændret i sin idealopstilling i forhold til indlæringsperioden med et nyt spillesystem (3-5-2), og at han også lægger vægt på at have en så stærk bænk, at de der eventuelt kommer ind meget tydeligt skal være en forstærkning. 

Det er ikke så tit, vi spiller mod Montenegro. Det er faktisk anden gang - det blev 2-1 i Viborg for to år siden, da montegrinerne blev landsholdets modstander nummer 84 gennem tiderne. Som nation ikke så stor, heller ikke så mange indbyggere, men de har Balkan-halvøens naturlige fodboldinstinkt og stolthed, og det fører dem langt. Dog ikke til slutrunder i landets korte selvstændige historie, men til en øjeblikkelig førsteplads i VM-kval puljen (efter blot to kampe). Teknisk stærkt hold, der formentlig vil stå i to meget defensive kæder i Parken i aften.

Endnu en gang håber jeg på Christian Eriksen magi, på kanternes fart og pasninger og på liv i modstander-feltet. Bolden vil være klart mest på danske fødder, men de skal flytte sig - og bolden - hurtigere end i Warzawa. Og den defensive dans i egen arena skal være uden de fejltrin vi så lørdag aften.

Vis nu, at I tør spille fodbold.