Fodbold

Kaldte medspillere for 'pattebørn': Nu står han til skideballe

Viktor Fischer fortryder sin kommentar om, at Danmark spillede som en flok 'pattebørn', men slipper ikke for en samtale med landstræneren.

Efter det ekstremt skuffende nederlag til Montenegro i VM-kvalifikationen var skuffelsen til at få øje på blandt de danske spillere.

Men især Viktor Fischer kom i fokus for en meget ligefrem udtalelse, da han kort efter kampen blev interviewet af Kanal 5.

- Vi er pattebørn, og så har vi heller ikke det held, der skal til, sagde Viktor Fischer til Kanal 5.

Udtalelsen blev landstræner Åge Hareide forholdt efterfølgende, og han var langt fra imponeret af Middlesbrough-spilleren.

- Jeg skal have en alvorlig snak med Viktor. Det kan ikke være rigtigt, at spillerne skal sige noget i den retning om hinanden. Vi må tage alt det her som et kollektivt. Det er nødvendigt, at jeg tager en alvorlig snak med ham, sagde Åge Hareide.

Om alvorssnakken fandt sted i minutterne efter, at han sent gav interview, er uvist, men Viktor Fischer blev i hvert fald konfronteret af Åge Hareide og anfører Simon Kjær med sin udtalelse.

- Kjær og landstræneren kom lige til mig, og jeg kunne godt se, at det var for lige ud i spyttet, siger Viktor Fischer til TV 2 SPORT.

Han indrømmer, at det var en 'dum udtalelse', som blot var udtryk for enorm skuffelse efter nederlaget til Montenegro, der er nummer 105 på FIFA's verdensrangliste.

- Jeg har simpelthen bare så store ambitioner for den her gruppe, og jeg ved, vi alle sammen har store ambitioner, og vi kan være rigtig, rigtig gode. Og så bliver jeg skuffet, når vi ikke vinder, for vi bør vinde, siger Fischer til TV 2 SPORT.

- Så kommer jeg med en forkert udtalelse. Det er ikke ment på den måde. Jeg prøver egentlig bare at udtale min skuffelse over, at jeg tror så meget på den her gruppe, og vi tror så meget på hinanden, og så kan vi ikke vinde i de her to kampe.

Danmark har tre point efter tre kamp, hvilket er fire færre end Montenegro og Polen.