Fodbold

Ombejlet landsholdsspiller: Svært at holde fokus fra store klubbers interesse

Andreas Christensen efter nederlaget til Montenegro. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Danmarks Andreas Christensen er i øjeblikket en af de mest eftertragtede, unge fodboldspillere i Europa.

Den danske ambition var ni point på hjemmebane i 2016, men i kamp to i Telia Parken skuffede Andreas "AC" Christensen og fodboldlandsholdet, der dermed også tabte for anden gang i VM-kvalifikationen på bare fire dage.

Jeg prøver virkelig at holde det ude, men det er svært.

Andreas Christensen

Der skal dog mere modgang til at suge al selvtillid ud af unge Andreas "AC" Christensen. Borussia Mönchengladbach-spilleren tror stadig på, at Danmark kan komme med til VM om knap to år.

- Vi har selvfølgelig lagt ekstra pres på os selv, men der er stadig 21 point at spille om (i VM-kvalifikationen, red.). Det (VM, red.) er stadig inden for rækkevidde, og vi tror stadig på det, men vi har bare lagt lidt mere pres på os selv, sagde Andreas Christensen efter tirsdagens 0-1-dukkert til Montenegro.

De danske spillere må nu vente en måned, før de får muligheden for at revanchere nederlagene til henholdsvis Polen og Montenegro. I mellemtiden gælder det opgaverne hjemme i klubberne.

- Det er så det gode, at vi alle har kampe i weekenden og ligesom kan få tankerne væk fra de her to kampe, sagde Christensen.

- Og så tænker vi igen på landsholdet og på at rette op på de ting, vi skal, når vi møder op næste gang. Men jeg tror, at alle kan lægge det her bag sig og koncentrere sig om klubholdene og levere godt der.

En ombejlet herre

Én ting, som Andreas Christensen har sværere ved at få tankerne væk fra, er den personlige fremtid. Den 20-årige danskers lejeaftale med Borussia Mönchengladbach udløber til sommer, og selv om han står til at skulle retur til Chelsea, så har andre storklubber som Bayern München og Barcelona vist interesse.

- Når jeg er ude i klubben (Borussia Mönchengladbach, red.), så sker der en masse, og jeg kan snakke med mine holdkammerater og holde tankerne væk på den måde. I klubben er det ikke så svært, men det er mere, når jeg kommer hjem og sidder og læser avisen, sagde Andreas Christensen.

- Jeg prøver virkelig at holde det ude, men det er svært. Jeg lægger selvfølgelig mærke til det, og der er også venner, der skriver og spørger, om det, der står, er rigtigt, men jeg kan kun sige: "Jeg ved det ikke, og jeg har ikke hørt noget. Jeg læser det samme, som du gør."

- Det er svært, men jeg prøver bare at koncentrere mig om kampene og træning, sagde han i den danske kulde.

Andreas Christensen og Borussia Mönchengladbach tabte for ti dage siden til Schalke 04. Lørdag eftermiddag kommer Hamburger SV på besøg på Stadion im Borussia-Park.